23948sdkhjf

Nu forfalder momslånene: Skal indfries senest tirsdag

Covid19-pandemien har gjort det nødvendigt for mange virksomheder at benytte sig af de såkaldte momslån for at bevare likviditet i virksomheden og modstå faldende omsætning. Imidlertid forfalder lånene snart til betaling og det vil have store konsekvenser for rigtig mange virksomheder, der stadig er berørt af krisen.

Skat har derfor åbnet op for, at virksomhederne kan få en afdragsordning for deres Covid19-momslån på 24 måneder mod de hidtidige 12 måneder, hvis afdragsordningen oprettes inden 15. april 2022.

Virksomheder, der ønsker at gøre brug af den forlængede afdragsordning for lån med forfald den 1. april, skal dog være opmærksomme på et par ting, siger Steen Munk, der er forretningsudvikler i Erhvervshus Sjælland og til daglig hjælper virksomheder, der er havnet i økonomisk uføre med at komme videre mod en god økonomi via Erhvervsstyrelsens program Early Warning. 

 Krav for at bruge ordningen

- Virksomhederne skal være meget opmærksomme på, at alle forfaldne poster på virksomhedens skattekonto, eller anden gæld til det offentlige, der er sendt til inddrivelse, skal være betalt inden den 22. marts, hvis de skal kunne benytte sig af muligheden. Og så skal afdragsordningen oprettes på skat.dk senest fredag den 15. april 2022, siger Steen Munk.

- Er man bagud med sine indberetninger – for eksempel for moms -  og har man fået en foreløbig fastsættelse af skat, moms eller afgifter, skal de indberetninger også ske, inden der kan oprettes en ny afdragsordning, siger han videre.

Renten på momslånet er 0,7 pct. om måneden, hvilket ifølge revisionsselskabet BDO svarer til 11 pct. p.a., fordi renten ikke er fradragsberettiget. Til gengæld gør BDO opmærksom på, at afdragsordningen også kan omfatte fremtidige gældsposter – for eksempel hvis man også har momslån, der forfalder den 1. november 2022.

Har virksomheden økonomiske udfordringer opfordrer Steen Munk til, at man henvender sig til sit lokale Erhvervshus eller Early Warning hvor man kan få uvildig og fortrolig sparring om, hvordan man kan ændre retning og komme bedst muligt videre.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099