23948sdkhjf

Helt friskt svendebrev i lommen – og job med det samme

Marts måned har stået i svendeprøvens tegn for en stor gruppe elever på tømreruddannelsen hos NEXT i Rødovre ved København. I alt har seks hold med 115 tømrerelever været i ilden i cirka 14 dage, hvor de har demonstreret deres teoretiske og praktiske færdigheder og faglighed. 110 elever bestod prøven og kan nu kalde sig for svende.  

Forleden kulminerede et intenst prøveforløb og 3,5 års uddannelse så med en afslutningsceremoni, hvor de nye tømrersvende foran familie, venner og undervisere fik overrakt deres svendebreve.

Under ceremonien blev der holdt taler af Kåre Banke, uddannelsesleder for tømrerhovedforløbet hos NEXT, og Brian Westermann Hansen fra 3F. Det blev også afsløret, at Magnus Frimer-Larsen, Bertram Hjorth Olsen, Christian Pors Wittsten og Jonathan Sandahl Hvorslev blev årgangens sølv og bronze-medaljemodtagere for de højeste svendeprøvekarakterer.

En solobedrift

Flere af holdene har været påvirket af coronapandemien og haft forløb med hjemmeundervisning. Selvom langt størstedelen af eleverne har klaret sig godt igennem både uddannelsen og svendeprøven, så har pandemien været et benspænd. For en praktisk uddannelse kan ikke læres hjemmefra, fortæller Per Sandorff, der er faglærer på tømreruddannelse hos NEXT i Rødovre.

- Svendeprøven er en form for forløsning for eleverne efter lang tids uddannelse, men samtidig har de selvfølgelig også været nervøse for, om de kunne klare det, og om de kunne bestå prøven, siger Per Sandorff.

- Det at være til svendeprøve er en fysisk anstrengende solobedrift, hvor eleverne skal nå meget på kort tid, og der er ikke mulighed for at få hjælp eller støtte undervejs. De har kæmpet hårdt for at nå så langt. Så et t stort tillykke til dem alle med svendebrevet.

Langt de fleste af de nyudklækkede tømrersvende har allerede et arbejde på hånden, når de forlader NEXTs værksteder og undervisningslokaler. Der er nemlig stor aktivitet i byggeriet, og branchen mangler fortsat faglært arbejdskraft.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14