23948sdkhjf

Stigende asfaltpriser får kommuner til at bremse nye veje

Prisen på et ton asfalt er på et år steget 45 til 60 procent grundet stigende omkostninger til energi.

Stigende priser på asfalt får flere kommuner til at udsætte eller aflyse nye vejprojekter.

Det skriver DR.dk.

Vesthimmerlands Kommune havde planer om at lægge 250.000 kvadratmeter nye veje i år. Men det er nu skaleret ned til 50.000 kvadratmeter.

- Det gør vi for at få så meget asfalt for pengene som muligt. Og lige nu kan vi se, at der bliver ikke til ret meget, hvis vi fortsætter med de nuværende priser, siger Allan Ritter Andersen (K), formand for teknik- og miljøudvalget, til DR.

I Herning Kommune er der sat en foreløbig stopper for planen om at udvide en af de større hovedveje til fire spor.

- Det er klart, at når asfalten bliver dyrere, så får man også færre kilometer vej for pengene, siger John Thomsen (V), formand for miljø-, infrastruktur- og naturudvalget, til DR.

En leverandør af asfalt anslår, at prisen på et ton asfalt er mellem 45 og 60 procent højere nu sammenlignet med for et år siden.

Det skyldes blandt andet, at det er energikrævende at fremstille asfalt. Da priserne på energi er steget markant, afspejler det sig i prisen for at fremstille asfalt.

Men det kan vise sig at være kortsigtet at spare på asfalten.

Det mener man i hvert fald i brancheforeningen Asfaltindustrien, hvor administrerende direktør Anders Hundahl ser med bekymring på de udskudte vejprojekter.

Han peger på, at de kommunale veje i forvejen lider af et efterslæb på vedligehold på knap fire milliarder kroner.

- Du kan se det ligesom dine tænder. Du kan godt springe tandbørstningen over en enkelt gang. Men hvis du gør det i lang tid, så får du huller og dyre reparationer hos tandlægen. Det er det samme på vejene, siger han til DR.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11