23948sdkhjf

Dansteel er udfordret af sanktioner: Det er ikke nemt

NLMK Dansteel er den største russisk ejede virksomhed i Danmark med mere end 400 ansatte. Trods et væld af sanktioner mod russerne som følge af krigen i Ukraine, kan Dansteel stadig opretholde produktionen, men det er ikke uproblematisk. Det skriver Berlingske.

Tidligere på ugen fremlagde EU-Kommissionen sin femte sanktionspakke mod russerne, og den indbefatter blandt andet, at russiske skibe skal forbydes at anløbe europæiske havne. Den udfordring har man dog allerede overvundet hos Dansteel. Her har man tidligere benyttet russiske skibe til transport af slabs fra NLMK’s stålværk i Novolipetsk, men det er nu omlagt til ikke-russisk transport.

Men nye problemer tårner sig op i horisonten, hvis sanktionsskruen strammes yderligere. Indtil videre er slabs ikke omfattet af det importforbud, der tidligere blev indført mod russisk stål. Sker det, er det en helt ny situation for Dansteel.

- Vi arbejder på at se, om vi kan få det fra et andet land, men det er ikke nemt, for det er ikke et almindeligt produkt. Det er speciallavet til os, siger Igor Sarkits, administrerende direktør for NLMK Dansteel, til Berlingske.

Han understreger, at slabs fra en anden leverandør også vil blive dyrere, da man har en rigtig god betalingsaftale med NLMK.

Næste problem er energi. Dansteel er blandt Danmarks største forbrugere af gas, og en af de virksomheder, der figurerer på Energinets liste over ikke-beskyttede gaskunder, som dermed ikke kan garanteres leverancer, hvis der lukkes for den russiske gas.

Dertil er NLMK Dansteel ejet af den russiske oligark Vladimir Lisin. Han er endnu ikke på nogen sanktionslister, og har da også offentligt fordømt krigen i Ukraine.

Originalartikel: https://www.berlingske.dk/virksomheder/ukrainsk-direktoer-i-russiskejet-staalvaerk-paa-sjaelland-i-store#

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095