23948sdkhjf

Danmarks største murertalent: 18-årige Gry slår til igen

Efter 22 timers kamp mod uret kan Gry Astrup Hansen ånde lettet op. Foran hende står to færdigmurede vægge med forskellige motiver.

Den 18-årige murerlærling fra Ringkøbing har siden torsdag dystet mod fem andre i DM i Skills, der er danmarksmesterskabet for elever fra erhvervsuddannelserne.

Gry Astrup Hansen er lørdag kåret som vinder blandt murerlærlingene.

I alt deltager omkring 300 unge fra 49 fagretninger, som eksempelvis møbelpolstrer, tjener og autolakerer.

Gry Astrup Hansen og de andre i murerkategorien har udført to opgaver: en væg med et motiv af Vor Frue Kirke i Kalundborg og en væg med tallet 2022 formet i mursten.

- Det er ikke sådan noget, vi går og laver ude på byggepladsen, siger hun.

Konkurrencen er i år blevet afholdt i Høng på Sjælland.

Det glæder Søren Heisel, som er formand for organisationen SkillsDenmark, der afholder DM i Skills.

- Det er gået over al forventning. Det er vores største Skills til dato med flest fag og deltagere, siger han.

Lørdag bliver vinderne fra samtlige 49 fag kåret ved en afslutningsceremoni, hvor tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen deler trofæer ud.

DM i Skills var aflyst i 2021. Men murerne holdt et uformelt DM, som Gry Astrup Hansen også vandt.

Talentet har hun ikke fra fremmede. Hendes far er murermester, og moren er byggetekniker.

- Mor tegner husene, og så bygger far dem, fortæller hun.

Søren Heisel siger, at konkurrencen ud over at hylde talenterne også har til formål at få erhvervsuddannelserne ind på radaren hos elever i grundskolen.

- Her kan vi vise Danmarks dygtigste lærlinge frem. Samtidig kan man prøve de forskellige håndværk. Det tror jeg, kan inspirere rigtigt mange til at overveje en erhvervsuddannelse, siger formanden.

I 2023 er Fredericia vært for konkurrencen.

Konkurrencen afholdes også på europæisk niveau og verdensplan. Den europæiske konkurrence kommer til Danmark i 2025, hvor Herning er vært.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078