23948sdkhjf

På fersk gerning: Gasflaske-tyvebander stoppet af byggecentrene

De danske byggecentre har i flere år været ramt af omfattende gasflaske-tyverier for millioner af kroner

Det er lykkedes de danske byggecentre i brancheforeningen Dansk Byggecentre, at reducere antallet af stjålne gasflasker med 70 pct.

Det skriver Danske Byggecentre i en pressemeddelelse.

Gennem en årrække har antallet af gasflaske-tyverier mod de danske byggecentre været stigende og derfor indgik Danske Byggecentre og Drivkraft Danmark, der repræsenterer gasflaske-leverandørerne i Danmark, i sommeren 2020 et målrettet samarbejde om at reducere antallet af gasflaske-tyverier. Der blev i den forbindelse defineret indsatsområder for både leverandører og forhandlere af gasflasker. Og her i løbet af foråret 2022 ses resultaterne af indsatserne. Et markant fald på mere end 70 pct. i antallet af stjålne gasflasker.

- Som forhandler af en vare som gasflasker har vi måttet sande, at det stort set ikke kunne hænge sammen at føre den varekategori, når tyverierne havde nået det omfang, det havde. Der skulle ske noget andet, og derfor satte vi alle sejl til for at løse problemerne, siger direktør for Danske Byggecentre, Palle Thomsen.

På fersk gerning

Danske Byggecentre har initieret en række tiltag ude hos forhandlerne, herunder bl.a. brug af GPS-teknologi. Og dét har gjort, at flere tyvebander er blevet fanget på fersk gerning af politiet. Faktisk har det både ført til anholdelser og fængslinger.

- Vi måtte konstatere, at problemet med gasflaske-tyverier ikke blev løst, medmindre vi selv tog teten. Det har vi gjort og vi har oplevet, at politiet har taget problemstillingen og vores henvendelser alvorligt og hjulpet med at formidle informationskampagner med samme budskab som os ”Køb gas hos en ordentlig forhandler, så du ikke støtter det kriminelle miljø”. Det er vi naturligvis glade for og en stor tak skal lyde til Politiet, fremhæver Palle Thomsen.

Også i Drivkraft Danmark er der glæde over det markant fald:

- Gasflaske-tyverier har længe været en problemstilling, som vi og vores medlemmer har haft stort fokus på. Derfor er vi glade for samarbejdet med Danske Byggecentre, så vi sammen kan løse problemet. Vi er meget tilfredse med de foreløbige resultater, men arbejdet fortsætter naturligvis, siger Michael Mücke Jensen, teknik- og miljøchef i Drivkraft Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082