23948sdkhjf

Hagens Fjedre smider sortsyn i skraldespanden

På trods af to år med corona og Ruslands invasion af Ukraine fastholder Hagens Fjedre i Støvring en klar vækststrategi ved at øge antallet af leverandører

De seneste to år har været vilde. Først kom corona og nedlukning, så kom der forsyningskrise, og nu raser en krig i Europa. Udviklingen til trods har Hagens Fjedre i Støvring, der siden 1945 har leveret fjedre til virksomheder i både ind- og udland, absolut ikke droppet deres vækstplaner. Det skriver erhvervsmediet DI Business.

– Vi har ikke fået sortsyn. Der er fortsat vækst på agendaen. Det kan godt være, væksten forskydes lidt, men er den ikke i Europa, så er den måske i Asien eller USA. Det ændrer sig hele tiden. Og det er vi klar på, siger direktør Henrik Hagens, hvis virksomhed blandt andet leverer fjedre til industri- og landbrugsmaskiner, bygningssektoren og til medicoudstyr.

Flere leverandører er nødvendigt

Dermed ikke sagt at Hagens Fjedre er upåvirket af de seneste to års udvikling. ”Sammenklumpningen” af forsyningskæderne i kølvandet på corona har blandt andet fået virksomheden til at tænke nøje over, hvordan de sikrer leverancer i en udfordrende tid.

– Vi har øget antallet af leverandører og sørget for en bredere geografisk spredning, så vi er mindre udsatte ved kriser i ét område. Lukker et land eller verdensdel ned, så har vi en anden leverandør et andet sted, der kan erstatte, siger direktør Henrik Hagens.

Virksomheder tilpasser sig

Hagens Fjedres overvejelser spiller godt ind i en tendens hos mange virksomheder. En ny rundspørge foretaget af Dansk Industri viser således, at de seneste års udvikling har fået virksomhederne til at genoverveje deres strategi og gennemtænke deres forsyningskæder. Det betyder større geografisk spredning i leverancerne og salget.

– Det er meget interessant. Det viser, hvor agile virksomhederne er. De tilpasser sig og finder nye markeder og leveringer, når der er behov for det, siger DI’s politisk økonomiske chef Morten Granzau Nielsen, og tilføjer:

– Det er godt nyt for Danmark. Vi har i mange år haft stor gavn af globaliseringen, og det skal vi også have fremadrettet.

Hagens Fjedre er klar til genopbygning

Hagens Fjedres grundlæggende optimisme bunder også i en tro på, at selvom virksomhedens kunder skulle opleve en midlertidig nedgang i deres omsætning, så vil de komme stærkt igen.

– Der bliver også en genopbygning efter krigen i Ukraine. Og der vil vi selvfølgelig være klar til at hjælpe. Både med at få landbrugssektoren på ret køl igen og med hele den ukrainske bygningsindustri, siger Henrik Hagens og tilføjer, at virksomheden endnu har til gode at opleve et dyk i efterspørgslen fra deres faste kunder i bilindustrien og landbrugssektoren.

Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Nordiske Medier:

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.109