23948sdkhjf

Nyt dansk koncept skal sikre boliger til udviklingslande

Globe Housing ApS har udviklet et patenteret bygningskoncept af smalle fiberbetonplader

Globe Housing ApS i Fredensborg har netop præsenteret et helt nyt, patenteret bygningskoncept, der for første gang - og med danske samarbejdspartnere - kan hjælpe udviklingslande med enkelt og billigt at opføre bygninger til beboelse, hospitaler, sundhedsklinikker med mere. Præsentationen fandt sted hos samarbejdspartneren, fiberbetonproducenten A/S Magnus Holm Fiberbeton i Auning.

Og det var en synlig stolt og glad direktør Allan Borgstrøm, der efter syv års intensivt arbejde kunne klippe snoren over til den første bygning af sin art, produceret i fiberbeton. Bygningen er udviklet i samarbejde med A/S Magnus Holm Fiberbeton og DTU - Danmarks Tekniske Universitet og hele projektet er støttet af EU’s Regionale Udviklingsfond.

Koncept består af smalle fiberbetonplader, der i et patenteret design sættes sammen som moduler i en selvbærende bygningskonstruktion med et areal på 37 kvm, der kan udvides til 53 kvm og kobles sammen med andre bygninger af samme type.

Bygningen er ifølge Frank Laursen, A/S Magnus Holm Fiberbeton, den første selvbærende konstruktion i fiberbeton i verden og vil kunne fungere enkeltvis eller kobles sammen til en større sundhedsklinik, en skole, et mindre hospital, større bofællesskaber eller som lager til sikker opbevaring af medicin og fødevarer.

I Danmark er der interesse for bygningen til eksempelvis skovbørnehaver, jagtstuer og studieboliger.

Lang tid undervejs

Direktør Allan Borgstrøm fra Globe Housing forklarer, at FN og hjælpeorganisationer over hele verden i mange år har efterspurgt, men ikke fundet håndterbare, robuste og omkostningseffektive løsninger på, hvordan man skaffer ordentlige faciliteter for mennesker, der skal genhuses - navnlig i udviklingslande.

- Vi har været lang tid undervejs med dette projekt - vi startede tilbage i 2015 – men i et meget frugtbart samarbejde ikke mindst med A/S Magnus Holm Fiberbeton og deres dedikerede medarbejdere har vi fundet de rette løsninger og kan i dag præsentere en smuk, holdbar og nytænkende løsning på en bolig med utrolig mange anvendelsesmuligheder, fremhæver Allan Borgstrøm.

Skal produceres lokalt

De første elementer til bygningen bliver produceret på fabrikken i Auning, men fremover er det tanken, at produktion og samling af elementerne kan foregå lokalt i udviklingslande, hvor behovet er størst og mest akut. I første omgang satses der på de afrikanske lande og om en månedstid bliver elementer til den næste bygning sendt til Afrika, nærmere bestemt Nairobi i Kenya.

Globe Housing ApS og især A/S Magnus Holm Fiberbeton står for uddannelse af den lokale arbejdsstyrke. Begge virksomheder står for at sikre kvaliteten og videreudviklingen af bygningsdesignet – både lokalt i de afrikanske lande og i Danmark.

Om Globe Housing

Globe Housing ApS er etableret af direktør Allan Borgstrøm. Senere kom associeret partner, civiløkonom, elinstallatør og maskinmester Anders Langhorn til, der har 25 års erfaring inden for projektering og opførelse af blandt andet kraftværker i afrikanske lande. Lone Borgstrøm er associeret partner med ansvar for kommunikation og markedsføring.

Virksomheden har via sin effektive og dygtige netværksorganisation Acces2innovarion søgt og modtaget økonomisk støtte gennem EU’s Regionale Udviklingsfond. Det gjorde det muligt at invitere DTU til at udføre talrige forsøg på bygningen og dens konstruktion.

Globe Housing ApS er i gang med at afsøge mulighederne for at skalere virksomheden. Hele den første fase, som blev indledt i 2015, har været selvfinansieret bortset fra midlerne fra EU’s Regionale Udviklingsfond.

Globe Housing ApS har udviklet konceptet gennem de seneste syv år med fokus på at bidrage til at opfylde FN’s 17 Verdensmål fx ved at skabe beskæftigelse og dermed økonomisk vækst lokalt i udviklingslandene.

tøtte

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079