23948sdkhjf

Gulvproducent indstiller sig på overlevelsesår - men flytter aldrig, aldrig ud

Det er ti år siden, John Bojesen og Kim Axelsen overtog Wiking Gulve i Roslev nord for Skive. Med overtagelsen fik duoen ansvaret for en dansk produktionsvirksomhed, og siden har det været kongstanken, at det skulle fortsætte netop sådan.

– For os at se, er det fuldstændig vanvittigt, at man tager et af verdens mest bæredygtige materialer, og så sejler det halvvejs rundt om jorden og tilbage igen for at spare en tyver, forklarer John Bojesen, der er ansvarlig for projektsalg i virksomheden.

Det er således heller ikke kun på produktionsfronten, Wiking Gulve bliver i det nære.

– Vi sourcer, producerer og afsætter i det, vi betragter som nærområdet – det vil sige Danmark, Skandinavien og Tyskland, fortæller John Bojesen, der peger på, at den model de seneste år har givet virksomheden en fordel.

En kæde under kontrol

Mens andre virksomheder har måttet væbne sig med tålmodighed, når containerfragten endnu engang er blevet forsinket, har Wiking Gulve ikke oplevet problemer med levering.

– Jeg tror ikke, at nogen havde forestillet sig, hvor store konsekvenser det skulle få, da et skib sidste år lå på tværs i Suezkanalen – der blev det virkelig tydeligt, hvor skrøbelige de her globale forsyningskæder er, og det er vores oplevelse, at flere og flere i forbindelse med både den hændelse og pandemien, er begyndt at kigge mere på forsyningssikkerheden, forklarer John Bojesen.

Wiking Gulve henter hovedparten af sit træ fra de nordsvenske skove, der er storleverandør af fyr, mens eg, ask og douglas primært hentes i Danmark. Ingen af stederne vokser træerne imidlertid ind i himlen, så i Roslev har man også måttet finde sig i voldsomme prisstigninger, ligesom regeringens planer om mere urørt skov tillige med krigen i Ukraine maler skyerne i horisonten mørke.

– Når det gælder eg og ask, risikerer vi at skulle trække det fra Tyskland og Østeuropa, men det er heller ikke helt lige til – i Tyskland er der også en bevægelse mod mere biodiversitet og mindre skovdrift, så det tvinger os til at udvide periferien, vi sourcer inden for, hvilket selvfølgelig går udover kongstanken om at blive i det nære, forklarer John Bojesen.

Innovation rimer på produktion

Ambitionen holder Wiking Gulve dog fast i, og ifølge medejeren er den korte forsyningskæde ingenlunde eneste gevinst ved setuppet.

– Som vi ser det, er det svært at bevare noget innovation, hvis man ikke også har produktion, begynder John Bojesen.

– For tyve år siden troede vi, at vi i Danmark skulle leve af kloge hoveder, men det har vist sig at være svært. Innovation skabes bedst, når man kan tale med de mennesker, der har ”hands on”, for det er jo dem, der ved, hvad der kan gøres hurtigere og smartere. Det betyder også, at vi langt hurtigere kan omstille os eller prøve ting af, end hvis vi eksempelvis skulle vente på at få leveret produkter hjem fra Østen, lyder det videre.

Og selvom John Bojesen medgiver, at det i nogen sammenhænge kan være svært at hamle op med konkurrenterne, når det kommer til pris, understreger han, at man her skal sørge for at sammenligne æbler med æbler.

– En del af vores konkurrenter har produkter i laminat og vinyl eller trestavsparket, og det er billige materialer men løntunge produkter at fremstille, og der kan vi ikke være med. Men sammenligner man med eksempelvis et klassiske plankegulv med 4 mm slidlag, så er prisforskellen meget, meget begrænset, forklarer han.

Flytter aldrig ud

Og John Bojesen kunne godt ønske sig, at de forbrugere, der i stigende grad har efterspurgt træ, satte sig lidt mere ind i, hvad processen omkring et gulv kræver.

– Det kan virke, som om at forbrugeren tænker, det er træ, så derfor er det godt – men man glemmer måske nogle gange, at der i forsyningskæden kan være både børnearbejde og giftige kemikalier at tage højde for, forklarer han.

Hos Wiking Gulve går den danske produktion hånd i hånd med ønsket om at drive en så ansvarlig virksomhed som muligt. På certificeringsfronten har man sat barren højt med en Cradle-to-Cradle-certificering, og den jyske fabrik kører på ren grøn strøm.

– Det er nu også blevet enormt dyrt, når vinden ikke blæser eller solen ikke skinner, så ligesom alle andre mærker vi, hvordan prisstigningerne på både energi og råvarer, sætter indtjeningen under pres, fortæller John Bojesen.

Samtidig må holdet også sande, at efterspørgslen efter to år i høj fart nu er ved at dæmpe af, og i den kommende tid bliver fokus først og fremmest på at holde forretningen oven vande.

– Man må nok være fair og sige, at det næste år bliver et overlevelsesår – ikke forstået som at vi er i nærheden af at dø, men jeg tror, at det bliver et hårdt år, lyder forudsigelsen.

Giver det anledning til at genoverveje, om man i fremtiden skulle producere Wiking-gulve et andet sted?

– På ingen måde. Vores medarbejdere har førsteprioritet, og det er dem, der hver dag møder ind på arbejde og skaber al værdien – vi flytter aldrig, aldrig ud, så længe den nuværende ejerkreds får lov at bestemme, fastslår John Bojesen.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Wiking Gulve
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.237