23948sdkhjf

Bordpladeproducent på direktørjagt vender minus til plus

Bordpladeproducenten Spekva holder fast i det, der begynder at ligne en tradition. Siden 2015 er fortegnet på virksomhedens bundlinje årligt skiftet, og i et dugfriskt årsregnskab er minus denne gang vendt til plus.

Skønt bruttofortjenesten er faldet en my, har reducerede personaleomkostninger sikret plus på driften, og på bundlinjen er realiseringen af et udskudt skatteaktiv med til at lægge yderligere afstand til 2020’s underskud. Dermed er det minus, der året forinden løs på 3,2 mio. kr. vendt til et plus på 4,4 mio. kr. efter skat, hvilket ifølge ledelsesrapporten betragtes som tilfredsstillende.

Spekva har siden 2009 været ejet af investeringsselskabet Genua, der ad flere gange har skudt penge i den Vamdrup-baserede virksomhed. Senest er der ved årsskiftet foretaget en kapitalforhøjelse på 4 mio. kr., hvorfor Spekvas egenkapital i fjor er vokset fra 1,6 til 14 mio. kr. Kapitalforhøjelsen er sket ved konvertering af gæld, og dermed har Spekva fået reduceret sine langsigtede gældsforpligtelser til et rundt nul, mens der er barberet knapt 10 mio. kr. af virksomhedens samlede gældspost.

En turbulent tid på topposten

Det forgange år bød også på en udskiftning på direktørposten, hvor Lars Bruntse i sensommeren overtog depechen efter Gert Rasmussen, der havde fået knapt tre år på topposten.

– Jeg skal være med til at sørge for, vi får Spekva op på øverste hylde. Det er et gammelt og hæderkronet mærke, der står for den ypperste kvalitet, og det er også derfor, det var en interessant post for mig at sige ja til, lød det fra Lars Bruntse kort efter hans tiltræden.

Otte måneder og fire dage senere forlod han direktørstolen.

”Lars er enig i virksomhedens strategi og retning og har selv været med til at sætte kursen, men er efter moden overvejelse kommet frem til at det er en anden profil, der skal eksekvere strategien,” forklarede Ulrik Mikkelsen, direktør i Genua og konstitueret direktør hos Spekva, i maj.

Dengang lød det, at jagten på en ny direktør endnu ikke var sat ind, men at nøgleordene var, at Spekva skulle udvikles kommercielt og internationalt.

Spekva henter 90 pct. af sin omsætning uden for de danske grænser, og Ulrik Mikkelsen understregede, at strategien byder på vækst, der skal hentes gennem et voksende forhandlernetværk af europæiske køkkenbutikker.

”Derfor tilfører Spekva ressourcer til aktivt at bearbejde eksisterende og nye markeder efter et par år hvor salgsindsatserne har været begrænset af covid-restriktioner over store dele af Europa,” fastslog Genua-direktøren tidligere på året.

SPEKVA A/S
Regnskabsår 2021 2020 2019
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 17,481 17,695 21,174
Resultat før skat 1,777 -3,174 1,230
Årets resultat 4,410 -3,200 1,362
Status balance 26,751 24,281 25,905
Egenkapital 13,992 1,581 4,782
Antal ansatte 30 39 41
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Læs mere om: spekva
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Nordiske Medier:

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.141