23948sdkhjf

Dansk brygmester hædret for sit bidrag til britisk ølkultur

Anna Marie og Stig Anker Andersen blev i sidste weekend hædret af den britiske ølorganisation Camra for deres bidrag til at styrke den i forvejen stærke ølkultur i England.

Parret, der stammer fra Holbækegnen, har gennem 29 år drevet bryggeriet Stonehenge Ales i Netheravon nær Salisbury i Sydengland. I marts solgte de bryggeriforretningen til et ungt, britisk par. Selv bliver de boende i byen, hvor de nu vil bruge tiden på andre aktiviteter.

- Hæderen fra Camra var det perfekte punktum for vores professionelle karriere herovre, siger Stig Anker Andersen og tilføjer:

- Vi har gennem årene vundet en del priser for vores produkter, men det var prikken over i’et, at Camra ville hædre os som en anerkendelse af, hvad vi generelt har gjort for ølindustrien. Det er jeg oprigtigt stolt over.

Der er pilsner, og så er der rigtig øl

Camra er en stor forbrugerorganisation. Navnet er en forkortelse af Campaign for Real Ale, og det er netop Real Ale, der er humlen i hele den britiske ølkultur, forklarer Stig Anker Andersen.

- I Danmark drikker vi typisk pilsnerøl præget af kulsyre, mens briterne foretrækker ale, der kan virke mere ’doven’. Bryggeprocessen er næsten den samme, men efter gæringen bliver pilsner filtreret og pasteuriseret og tilsættes kulsyre. Ale er som slutprodukt ikke tilsat noget og kaldes derfor Real Ale. Ale har meget mere smag og variation end pilsner, siger Stig Anker Andersen.

Han var direktør på et dansk bryggeri, før parret i 1993 flyttede til England for at forfølge hans drøm om at lave ’rigtigt øl’. Med opblomstringen af de mange mikrobryggerier herhjemme anerkender han, at der nu produceres meget godt øl i Danmark. 

Han sætter særlig stor pris på produkterne fra Ærø Byggeri, men det hænger måske også sammen med, at han hjalp dem med opskrifterne, da de gik i gang.

Nye ejere fastholder sortimentet

Anna Marie og Stig Anker Andersen har også hjulpet de nye ejere af Stonehenge Ales i gang. Det er et ungt, britisk par, som er gået til opgaven med stor lyst. 

De har fastholdt det sortiment af 11 varianter, som Stig Anker Andersen har udviklet. Seks af dem er sæsonøl, der er afpasset årstiden. Årligt produceres der cirka 300.000 liter øl, næsten udelukkende på tønder til pubber.

- Manden er kemiingeniør, men har gennemført et anerkendt bryggerkursus, og hun kommer fra marketingbranchen, så de har gode forudsætninger for at fastholde den position, vi fik opbygget på markedet. De går til opgaven med stor energi og har endda også udvidet sortimentet med en Stonehenge Gin, som vi fik sat i gang lige inden overtagelsen, siger Stig Anker Andersen.

Bliver boende i England

Anna Marie og Stig Anker Andersen vil blive i England, hvor deres datter også bor med sin familie. Men sommerhuset i Odsherred vil komme mere i brug. Og det bliver ikke ren pensionisttilværelse.

Anna Marie Anker Andersen skriver på opfølgeren til sine to første bøger om at være barn af en grønlandsk mor: ”Hende grønlænderen” og ”Den fortrængte grønlænder”. 

Stig Anker Andersen vil som konsulent stille sin viden om ølbrygning til rådighed - også gerne for danske mikrobryggerier.

- Efter 29 år travle år fyldt med spændende udfordringer, har vi opnået, hvad vi gerne ville, nemlig at skabe en bæredygtig forretning og få priser og anerkendelse for vores øl, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094