23948sdkhjf

Forbrugernes beskytter får rekordmange klager og henvendelser

De danske forbrugere har tilsyneladende fundet mere at brokke sig over.

Over de seneste to år har Forbrugerombudsmanden i hvert fald modtaget flere klager og andre henvendelser fra forbrugere end nogensinde tidligere.

Det oplyser Forbrugerombudsmanden i forbindelse med årsberetningen for 2020 og 2021.

Der er ikke noget klart svar på, hvorfor antallet af klager er steget så markant, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

Men det er blandt andet gældsatte forbrugere, abonnementsfælder, ulovligt telefonsalg og andre former for vildledende markedsføring, som fylder i statistikken.

- Vi har konstateret en markant stigning i antal klager over ulovligt telefonsalg. Der har vi i 2020 og 2021 modtaget cirka 1000 klager om året. Og det er en markant stigning i forhold til tidligere.

- Langt størstedelen af de klager, vi får over ulovligt telefonsalg, vedrører nogle få energiselskaber, som ringer til forbrugerne uden at have samtykke, og som ofte også vildleder forbrugerne under telefonsamtalen, siger hun.

Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed, der fører tilsyn med markedsføring og forbrugerbeskyttende regler.

Forbrugerombudsmanden har modtaget over 16.000 klager og henvendelser i 2020 og 2021. Lidt flere i 2020 end 2021.

Borgere kan klage til Forbrugerombudsmanden, hvis de for eksempel har oplevet markedsføring, som de har anset som værende ulovlig.

Det er ikke alle klager, der bliver sendt afsted, som bliver behandlet.

- Vi har ikke ressourcer til at behandle alle de klager, vi får. Desværre. Derfor ser man også en stigning i antallet af afviste klager, hvor vi må meddelte, at vi ikke har ressourcer til at behandle en sag, siger Christina Toftegaard Nielsen.

Hun forklarer, at myndigheden derfor må prioritere, hvilke sager man vil gå videre med.

Prioriteringen sker blandt andet på baggrund af antallet af henvendelser om et problem. Der lægges også vægt på, om det er principielle spørgsmål, som forbrugerne klager over.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078