23948sdkhjf

MT Højgaard vinder opgave til en halv milliard

Jernbanebroen over Guldborgsund i Nykøbing Falster får en ny nabo. 

Fra 2023 til 2026 skal MT Højgaard Danmark anlægge endnu en jernbanebro ved siden af den eksisterende bro for Banedanmark, oplyser entreprenørselskabet i en pressemeddelelse.

Totalentreprisen har en værdi af 509 mio. kr.

Den nye bro opføres som en 300 meter lang klapbro syd for den eksisterende Kong Frederik IX’s bro over Guldborgsund i Nykøbing Falster. 

– Ny Kong Frederik IX's bro er et vigtigt projekt. Forholdet til bygherren Banedanmark og udførelsen af et så strategisk infrastrukturprojekt betyder meget for os. Vi skal både bruge vores faglige kompetencer og ressourcer inden for vandbygning, anlægsbeton, fundering, stålbroer og jordarbejde, siger sektionsdirektør i MT Højgaard Danmark, Niels Holm Mikkelsen, i meddelelsen.

Skal uddybe Guldborgsund

Broen vil bestå af 13 betonsektioner, der placeres på 170 centimeter tykke, borede bropiller. I midten monteres en broklap af stål.

Som del af broarbejderne skal MT Højgaard Danmark også udvide banedæmningen, uddybe Guldborgsund, kystsikre broen og udføre 3.300 meter sporarbejder. I projektets levetid etablerer virksomheden en arbejdshavn samt et produktions-site til betonelementer ved siden af broen.

Banedanmark opfører den nye bro for at styrke infrastrukturen i forbindelse med Femern-projektet.

Frem til april 2023 arbejder MT Højgaard Danmark sammen med rådgiverne om at projektere broen. Derefter starter selve udførelsen, som løber frem til andet kvartal i 2026. 

Det er Sund & Bælts datterselskab, A/S Femern Landanlæg, som finansierer opgraderingen af de danske jernbaneanlæg. EU medfinansierer projektet via deres CEF program.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079