23948sdkhjf

Danfoss får grønt lys til fusion med tysk selskab

I marts offentliggjorde Danfoss at man ville fusionere datterselskabet Silicon Power med tyske Semikron.

Den 22. august, mindre end fem måneder efter at aftalen blev annonceret, er den nye virksomhed begyndt at drive forretning under navnet Semikron Danfoss.

Den samlede virksomhed får mere end 3.500 specialister i effektelektronik.

Den nystiftede fælles virksomhed Semikron Danfoss er ejet af de nuværende ejerfamilier i Semikron og Danfoss-koncernen, med Danfoss som majoritetsejer. Semikron Danfoss beholder de to hovedlokationer i Nürnberg og Flensborg i Tyskland. De nuværende globale datterselskaber, fabrikker og distributionskanaler fortsætter driften som hidtil.

Claus A. Petersen, der er blevet udnævnt til administrerende direktør for Semikron Danfoss, udtaler i en pressemeddelelse:

- Semikron Danfoss vil være en inspirator i fremtiden. Det er perfekt timing med stærk vækst i vores nøglemarkeder: Bilindustri, industriapplikationer og vedvarende energi. Fusionen er en fantastisk mulighed for vore kunder, partnere og medarbejdere. Med den nye teknologiske overgang fra silicium til siliciumcarbid er vi klar til at blive den stærkeste partner for vores kunder.

Karl-Heinz Gaubatz trådte tilbage fra sin stilling som administrerende direktør for Semikron den 22. august for at fokusere på sin rolle som teknisk direktør og støtte fusionsprocessen indtil sin planlagte pensionering ved udgangen af året. Han siger:

- Dette er virkelig en spændende begivenhed for Semikron og Danfoss Silicon Power. Fusionen er den perfekte løsning for alle involverede parter. Det er lykkedes os at positionere Semikron som en markedsleder inden for effektmoduler til industriapplikationer og vedvarende energi, og 2021 var et af de mest succesfulde år i vores historie. Det er derfor det eneste rigtige at gøre, at vi nu går sammen med en lige så veldrevet og innovativ virksomhed.

Danfoss' koncernchef Kim Fausing bliver formand for bestyrelsen i Semikron Danfoss. Han konkluderer:

- Elektrificering er en af de vigtigste drivkræfter i den grønne omstilling, og Semikron Danfoss' teknologier er nøglekomponenter i industri, i vedvarende energi og i bilindustrien. Ved at kombinere mere end 90 års erfaring som førende teknologipartner inden for effektelektronik har vi den nødvendige passion, de rigtige kompetencer, teknologier og ikke mindst engagementet til at blive den foretrukne teknologipartner for vores kunder, der ønsker at dekarbonisere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062