23948sdkhjf

Ikke kun bussemænd og tørre slimhinder - støv er farligt, og det er dit ansvar, mester !

Der mangler mere respekt for støv i byggebranchen, mener DI Byggeri

Når man glemmer at tage masken på, mens man skærer, eller når man mangler udsugningen, så kan det være farligere, end man tror.

- Man er tilbøjelig til at kigge meget på ulykker, men vi ved, at det kan være særdeles farligt, hvis man ikke beskytter sig, når man arbejder i støv, siger Mette Møller Nielsen, chef for Arbejdsmiljø hos DI Byggeri.

For det farlige består i, at støv ikke nødvendigvis giver skader, der kan mærkes her og nu.

- Når man bliver udsat for støv, så kan man godt mærke, man bliver irriteret i slimhinderne, men det er først længe efter, at man udvikler sygdommene, forklarer Mette Møller Nielsen og uddyber:

- Derfor kan det virke abstrakt for nogen, at man skal beskytte sig her og nu, og derfor er der brug for en kulturændring nogle steder i forhold til, hvordan man beskytter sig, understreger DI Byggeris arbejdsmiljøchef.

Ingen tvivl om asbest

Sammen med 3F driver DI Byggeri Byggeriets Arbejdsmiljøbus med 10 konsulenter, der rådgiver om arbejdsmiljø i branchen.

Og der er behov for yderligere fokus på sundhedsrisikoen ved støv. Det mener også Arbejdstilsynet, der i øjeblikket har gang i en kampagne med netop fokus på korrekt håndtering af støv.

- Vi ved, at man kan udvikle kræft og KOL på længere sigt, hvis man udsættes for støv, siger Jakob Krohn-Rasmussen, tilsynschef hos Arbejdstilsynet.

Særligt én type støv er der stor respekt for, er både Arbejdstilsynets tilsynschef og DI Byggeris arbejdsmiljøchef enige om. Det er sket efter flere årtiers fokus på faren ved det, siden det blev forbudt i 1972.

- Asbest er i sin helt egen kategori, og er kendt i hele befolkningen som skadeligt. Men kendskabet til faren ved andre typer støv er slet ikke på samme niveau, lyder det fra tilsynschef hos Arbejdstilsynet, Jakob Krohn-Rasmussen.

- Asbest er der stor respekt for i branchen, og samme omtanke og planlægning skal nu overføres, sådan at alle får ind på rygraden at andre typer støv også kan være skadelige, og at forebyggelse af støv skal ind allerede i planlægningen af et arbejde, forklarer Mette Møller Nielsen.

Planlægning frem for alt

I det hele taget kan meget af den gode kultur omkring sikkert arbejdsmiljø for at undgå her og nu-skader overføres, så det kan forebygge støvskaderne, mener Mette Møller Nielsen.

- Man er generelt i byggebranchen blevet bedre til at planlægge arbejdet, og til at undgå tunge løft, træk og skub, og den samme omtanke skal vi have overført til, når det gælder at håndtere støv på byggepladserne, siger chefen for arbejdsmiljø i DI Byggeri.

De gode råd er slet ikke så dyre, mener både tilsynschefen og chefen for arbejdsmiljø.

Meget forebyggelse kan nemlig klares med planlægning.

- Det kan handle om at blive bedre til at indrette byggepladsen med skærepladser og arbejdsstationer med korrekt sug, og så handler det om at tilrettelægge arbejdet og bestilling af materialer i korrekte størrelser, så man ikke behøver skære så meget, forklarer Mette Møller Nielsen.

Det bakkes op af tilsynschefen.

- En del af det at tage hensyn, når man arbejder med støv er, at man planlægger arbejdet. Det er allerede i de indledende faser af et byggeprojekt, at man kan blive bedre til at bestille materialer i de rette størrelser, så der ikke skal skæres så meget. Og at vælge materialer, der måske ikke støver så meget og at man sørger for at indrette plads til at skære på og at der godkendt sug på maskinerne, forklarer Jakob Krohn-Rasmussen.

En del af mester-ansvaret

Skulle man sidde som mester og tænke, at det der med sikkerhed omkring støv er omkostningsfyldt og en ekstra byrde, så minder tilsynschefen om, at det er en del af ansvaret, når man har ansatte i sin virksomhed.

- Medarbejdernes sikkerhed er enhver mesters ansvar, og med vores kampagne vil vi gerne understrege, at alle kan gøre noget, siger Jakob Krohn-Rasmussen.

Arbejdstilsynet udfører i forbindelse med kampagnen i 2022 uanmeldte tilsynsbesøg, hvor de har fokus på bl.a. håndtering af støv og arbejde, hvor medarbejderne bærer og løfter tunge genstande. Under tilsynsbesøget kigger Arbejdstilsynet bredt på arbejdsmiljøet hos virksomhederne, f.eks. på risikoen for ulykker, fællesforanstaltninger på byggepladsen og bygherrens ansvar. Alle virksomheder på de byggepladser, Arbejdstilsynet besøger, er omfattet af tilsynsindsatsen.

Arbejdstilsynet anbefaler:

  • Sæt sug på alle maskiner, fx save, boremaskiner og slibemaskiner
  • Støvsug overflader jævnligt, husk at bruge en støvklasse H støvsuger
  • Ventiler rummet, så det støv, der hænger i luften bliver fjernet
  • Hold støvende arbejde adskilt fra arbejde, der ikke støver
  • Brug maske som supplement, hvis støvet ikke kan fjernes helt med andre metoder.
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Nordiske Medier:

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.078