23948sdkhjf

Producenter skal betale for at producere engangsplast

Et bredt flertal i Folketinget har aftalt at udvide producentansvaret for plast og engangsemballage

Jo mere engangsplast virksomheder producerer, jo mere skal de betale. Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget at lægge ansvaret for emballage og engangsplast over på producenten frem for på husholdningerne.

- Aftalen betyder konkret, at det bliver forureneren, der skal betale for den emballage, der ender i vores skraldespande.

- Så kommer vi til at give producenterne et klart økonomisk incitament til at designe grønnere. Jo mere grønt man designer, jo billigere slipper man som virksomhed, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

Ifølge ministeriet vil det betyde en CO2-reduktion på 120.000 ton i 2030. Det vil også betyde en besparelse for hver husholdning på 600 kroner i affaldsgebyr eksklusive moms per år.

Aftalen er indgået mellem S-regeringen, Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Alternativet. Der er tale om den danske udmøntning af en aftale indgået i EU.

Virksomhederne forventes at betale ved hjælp af kollektive ordninger, hvor de selv skal håndtere affaldet og betale et medlemsbidrag ud fra mængden. Hvis emballagen er grønnere, slipper de billigere.

Miljøordfører for Det Konservative Folkeparti Mona Juul kalder det "et fælles europæisk træk på bedre miljødesign af emballager".

- Virksomhederne ved, at grøn omstilling er et vigtigt konkurrenceparameter, der er kommet for at blive. Mange danske virksomheder er allerede godt i gang med at omstille til mere bæredygtige emballager, siger hun.

Danmark er et af de sidste lande i EU til at indføre udvidet ansvar til producenterne. Tiltaget træder i kraft 1. januar 2025, hvor alle EU-lande senest skal indføre kravet.

Lone Mikkelsen, der er seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, kalder aftalen for uambitiøs. Det skriver Plastic Change i en pressemeddelelse.

Danmark er nemlig det land i EU, der producerer mest affald per indbygger ifølge statistikkontoret Eurostat.

- Lige her havde vi ellers chancen for at være det grønne foregangsland, vi så gerne vil være. Men der er ingen gulerod til de virksomheder, der ønsker at gå forrest i den grønne omstilling, siger Lone Mikkelsen.

Danmarks Naturfredningsforening bakker op og sætter spørgsmålstegn ved, at stramningerne ikke indføres allerede nu.

Miljøministeren er ikke enig i kritikken, men hun er glad for, at miljøorganisationerne presser på.

- 800 kilo affald per dansker om året er for meget, og derfor skal vi forbruge mere bæredygtigt. Det er det, denne her aftale skal hjælpe os med. Vores forventning er, at virksomhederne går i gang allerede nu, siger Lea Wermelin.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063