23948sdkhjf

Vejdirektoratet udpeger tre vindere af to år lang rammeaftale

Nu skal Vejdirektoratets værktøj til at vurdere klima- og miljøpåvirkningen ved infrastrukturprojekter – kaldet InfraLCA – udbygges, så det dækker større dele af den samlede infrastrukturbranche.

Til det arbejde har Vejdirektoratet i samarbejde med Banedanmark efter et udbud fundet tre rådgivere til at hjælpe sig. 

Sweco blev nummer et i rammeaftalen og er allerede nu i gang med første opgave, skriver rådgivervirksomheden i en pressemeddelelse.

Derudover er også Rambøll og Cowi tilknyttet rammeaftalen.

– Værktøjet bliver afgørende for branchens evne til at kunne beregne, dokumentere og nedbringe CO2-udledningen i forbindelse med intrastrukturprojekter de næste mange år, siger Heidi K. Stranddorf, teamleder og fagansvarlig for LCA-sporet på projektet i Sweco, i pressemeddelelsen.

Rammeaftalen løber i to år med mulighed for forlængelse og har en værdi af fem mio. kr.

Ét fælles værktøj

I rammeaftalen skal Sweco videreudvikle den platform, som InfraLCA-værktøjet er baseret på, så den nyeste EPD-standard kan anvendes i værktøjet. Yderligere skal rådgiverfirmaet berige værktøjet med nye data og udvikle delkomponenter, så værktøjet på sigt kan beregne alle typer af infrastrukturprojekter i alle livscyklusfaser.

Til at løse opgaven stiller Sweco med miljøfagfolk, LCA-specialister og softwareudviklere. DTU-professor Michael Z. Hauschild deltager i projektet med sparring og granskning på LCA-sporet.

– Med opdateringen af InfraLCA får den danske infrastrukturbranche ét fælles værktøj, så det bliver lettere, bedre og hurtigere at arbejde sammen om den grønne omstilling af vores infrastruktur, siger Alexander Skjøt Bennedsen, teamleder for bæredygtighed og digitalisering og ansvarlig for udviklingen af platformen hos Sweco.

InfraLCA

Kravene til dokumentation af klima- og miljøpåvirkning har de senere år bredt sig fra byggeriet til infrastruktursektoren. 

InfraLCA er et publiceret værktøj, som gratis kan hentes og anvendes til klimanalyser. Det sker i stigende grad i den danske infrastrukturbranche og sikrer, at der i stigende grad i Danmark bliver anvendt samme metodiske tilgang til klimanalyser på tværs af organisationer, interessenter og samarbejder.

Kilde: Vejdirektoratet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109