23948sdkhjf

Brancheorganisation frygter udspil fra EU-kommission

Drivkraft Danmark frygter, at et nyt udspil fra EU-kommissionen, der blandt andet vil lægge en særskat på den fossile energisektor – herunder raffinaderierne – i sidste ende vil bremse den grønne omstilling.

Ifølge Drivkraft Danmark tyder meget på, at den danske regering bakker op om kommissionens linje. Men ifølge brancheorganisationen risikerer kommissionens udspil at bremse den omstilling af raffinaderierne, der bliver arbejdet på at løbe i gang.

- Vi er naturligvis bevidst om den helt særlige situation, vi står i som samfund, og den betydning, som de høje priser har især for de udsatte borgere og virksomheder i EU. Derfor har vi også forståelse for intentionen bag EU-kommissionens forslag. Vi er dog samtidig bekymrede for, at Kommissionens forslag vil ramme forkert og underminere den omstilling, som raffinaderierne allerede er i gang med, siger Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark, i en pressemeddelelse og uddyber:

- De danske raffinaderier er i fuld gang med at omstille sig fra fossil energi til vedvarende alternativer, så de fremadrettet bliver store PtX-fabrikker, der kan producere grønne brændstoffer til blandt andet skibe, fly og den del af transporten, der ikke elektrificeres. En for hård beskatning og urimelige konkurrencevilkår i forhold til landene udenfor EU risikerer at underminere den videre omstilling. Derfor mener vi, der er behov for at få alle nuancerne med i spørgsmålet om solidaritetsbidraget, siger Jacob Stahl Otte.

Beskatning af profitten

Med EU-kommissionens forslag lægges der op til at beskatte den del af profitten, der er mindst 20 procent højere end i de tre foregående år. Ifølge Jacob Stahl Otte rammer det dog helt forkert.

- 2020 og 2021 var som bekendt præget af corona-nedlukninger og markante fald i brændstofforbruget over hele EU. Man kunne se det ved at kigge ud på vejene, hvor der næsten ingen biler var. Eller man kunne se op i luften, hvor der ingen fly var. Ved at bruge disse år som reference overvurderes raffinaderiernes profit og beskatningsgrundlaget markant. Det er ikke rimeligt og hænger ikke sammen med ønsket om, at raffinaderierne skal omstille sig. Før sommerferien vedtog et bredt flertal i Folketinget en grøn skattereform, som blandt andet skal få raffinaderierne til at omstille sig fra fossil energi til vedvarende alternativer. Hvis det skal realiseres, har vi ikke råd til en dobbeltbeskatning, der fjerner det økonomiske fundament, der skal finansiere branchens rejse fra sort til grøn, siger Jacob Stahl Otte.

Endelig peger Drivkraft Danmark på en risiko for konkurrenceforvridning i forhold til landene udenfor EU.

- Mange olieprodukter kommer fra lande udenfor EU. Ved kun at beskatte raffinaderierne i EU, skabes der urimelige konkurrencevilkår i forhold til raffinaderier i andre lande, der ikke er underlagt EU-reglerne. Hvis der indføres en særskat for de europæiske raffinaderier, bør der findes tilsvarende mekanismer for importerede olieprodukter, siger Jacob Stahl Otte.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063