23948sdkhjf

Kommuner sender EPS i udbud for første gang

Vestforbrænding inviterer branchen til dialogmøder i oktober

Vestforbrænding laver pt. forsøg med indsamling af EPS på genbrugsstationerne og forventer at have etableret indsamling af EPS fra alle 23 genbrugsstationer pr. 1.maj 2023.

Når EPS-fraktionerne er samlet ind, skal de håndteres til genanvendelse. Derfor sender Vestforbrænding nu - på vegne af 19 kommuner - modtagelse, behandling og afsætning af EPS i udbud.

Men først inviterer Vestforbrænding relevante virksomheder til bilaterale møder i oktober måned.

"Markedsdialogen har til formål at sikre, at udbudsmaterialet er konformt med markedets forventninger og muligheder, herunder at afdække, hvad markedet forventer at kunne byde ind med i forhold til modtagelse, behandling og afsætning af EPS, samt hvordan leverede mængder bedst kan opgøres og tab/reel genanvendelse kan dokumenteres," skrives der i forhåndsmeddelelsen.

Send beskrivelse

Anders Kiil, der er afsætningskonsulent hos Vestforbrænding, uddyber overfor Nordiske Medier:

- Virksomheder, der ønsker at deltage på oktobermøderne, skal sende en kort beskrivelse af sig selv i relation til udbuddet. Ud fra beskrivelserne udvælger vi fem virksomheder til markedsdialog. Man er ikke afskåret fra at byde ind på udbuddet, selvom man ikke bliver valgt ud til dialog-møde, forklarer Anders Kiil.

Hvilke krav stiller I til de virksomheder, der gerne vil i dialog?

- De skal kunne beskrive virksomheden og mulige samarbejdspartnere i en realistisk løsning for at deltage. Nogle vil nok skulle samarbejde med andre, for eksempel eksisterende lokale affaldsmodtagere eller med virksomheder, der kan sikre genanvendelse af EPS, for at kunne levere en realistisk løsning, siger han og fortsætter:

- Hvis vi ender med, at mange vil deltage, vil vi udvælge de mest relevante til dialogen på grundlag af objektive og saglige kriterier. Dette skal sikre, at gruppen af dialogparter sammensættes af potentielle tilbudsgivere, der alene eller sammen med en navngiven samarbejdspartner, har den fornødne kapacitet til at løfte opgaven, siger Anders Kiil.

Option på afhentning

Udbuddet forventes at indeholde en option på afhentning for leverandører, der har mulighed for at komme og tømme containerne på den enkelte genbrugsstation. Den årlige mængde forventes at udgøre ca. 900 tons. Opgaven har ikke tidligere været i udbud, og derfor vil Vestforbrænding sikre, at udbuddet rammer så godt som muligt, forklarer konsulenten.

Udbuddet bliver lavet med henblik på kontraktstart 1. maj 2023.

Markedsdialogen forventes gennemført i uge 41 med potentielle tilbudsgivere og andre interessenter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093