23948sdkhjf

Enzymgigant hæver omsætningen under vanskelige forhold

Trods økonomisk uro har ingrediensvirksomheden Chr. Hansen hævet omsætningen det seneste år

Som for alle andre virksomheder har det seneste år været præget af inflation og stigende energipriser for Chr. Hansen, der onsdag har aflagt regnskab for det forskudte regnskabsår 2021/22.

Men virksomheden ser ud til indtil videre at have klaret sig nogenlunde igennem de økonomisk vanskelige tider.

I hvert fald er det lykkedes at hæve omsætningen fra knap 1,1 milliard euro til lidt over 1,2 milliarder euro (svarende til godt ni milliarder kroner) hen over de seneste 12 måneder.

Trækker man opkøbt omsætning ud af regnskabet, svarer det til en organisk vækst på ni procent.

Overskuddet ramte 225 millioner euro, hvilket godt nok er noget lavere end de 845 millioner, man opnåede året forinden.

2020/21-regnskabet indeholdt dog provenuet af frasalget af den såkaldte Natural Colors-division, som beløb sig til mere end 600 millioner euro.

Trækker man denne enkeltpost ud af regnskabet, er der tale om en forbedring på bundlinjen på godt 26 millioner euro.

I forhold til det nye regnskabsår forventer selskabets ledelse, at man kan hæve omsætningen med yderligere syv til ti procent.

Chr. Hansen er verdens største producent af enzymer og bakteriekulturer til fødevareindustrien.

Selskabet har 3800 ansatte på verdensplan og oplyser selv, at én milliard mennesker hver dag indtager et produkt, der indeholder en af virksomhedens ingredienser.

Chr. Hansen blev stiftet i 1874 af farmaceuten Christian D. Hansen, der opfandt og udviklede en metode til at massefremstille osteløbe.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111