23948sdkhjf

Cabinplant-direktør anbefaler ledelsesbog til kommende ledere

I et år har Lars Ryholl været adm. direktør hos Cabinplant, som er et maskinbyggerfirma på Vestfyn.

Forinden var han vicedirektør og har tidligere stået i spidsen for virksomheder som Ib Andresen Industri og Scandinavian Brake Systems.

Lars Ryholl er uddannet produktionsingeniør, og herunder kan du læse om hans interesser indenfor kultur- og fritidslivet.

Hvilket sportshold kan få dig til at råbe passioneret ad tv-skærmen derhjemme – og kan du fortælle en anekdote om et højde- eller lavpunkt med samme hold?

- Håndboldholdet GOG er et godt eksempel på, hvad et lokalt hold kan opnå på trods af konkurrenternes større budgetter. Mange af Cabinplants medarbejdere var med på lægterne, da holdet vandt DM i 2022.

- Jeg var der til en af de andre kampe i slutspillet. Hallen er lille, og det kan blive ret intenst. Klubben bliver drevet godt, og der er et formål med tingene. Når de eksempelvis sender Mathias Gidsel videre, så bliver nye talenter trukket op fra talentafdelingen, som kommer og fylder en plads ud, som man ikke troede var muligt. Holdet formår at forny sig selv, og det er fantastisk.

Direktørens anden side

I Jern & Maskinindustriens artikelserie ”Direktørens anden side” møder du en stribe direktører fra metal- og maskinindustrien på en helt ny måde.

Vi kører denne artikelserie, fordi idræt, bøger, film, musik og kultur også er en del af fortællingen om de mennesker, der sidder for bordenden.

- Mange af vores medarbejdere har årskort og tager med på udebane, så stemningen forplanter i virksomheden. Vi holder jo til i Haarby og er en lokal fynsk virksomhed. GOG bliver hurtigt det, man kan samles om.

Hvilke former for sport og motion foretrækker du selv at dyrke i fritiden?

- Jeg løber 3-4 gange om ugen en morgentur. Det er en dejlig måde at vågne på, og et dyp i Lillebælt både sommer og vinter er den perfekte afslutning.

Du får ansvaret for musikken til en fest hos gode venner. Hvilken kunstner er den første, du sætter på playlisten?

- Jeg sætter Minds of 99 på, da jeg synes, det er noget af det bedste danske musik i mange år. Mange af deres sange kan noget, men "Hurtige Hænder” er særligt god.

Det er weekend, og du vil have en oplevelse i det danske kulturliv. Hvad besøger du?

- Jeg tager på udstilling på Trapholt (museum for moderne kunst, red.) i Kolding.

- Jeg har været der fire gange, og sidst jeg var der, præsenterede Michael Kvium (66-årig dansk billedkunstner, red.) en udstilling med malerier, som var blevet solgt til private. Det var nogle fantastiske, men også meget specielle billeder, og det var en stor oplevelse.

Du har netop ansat et lovende talent til dit ledelsesteam. Hvilken bog vil du anbefale vedkommende at læse?

- Personen skal læse ”Founders Mentality” af Chris Zook for at kunne deltage i debatten om de væsentligste opmærksomhedspunkter i en virksomhed.

- Bogen tager fat i grundelementerne af en virksomhed. De bliver startet af en stifter, som brænder for virksomheden. Men når virksomheden bliver solgte til eksempelvis en kapitalfond, er der en risiko for, at den mister sit drive og sin identitet.

- Det er det, bogen tager fat på; hvordan blev virksomheden til det, den blev. Jeg synes, bogen kan læses af alle, og den kan helt klart give inspiration.

Du har en lang køretur foran dig. Hvilken podcast sætter du på?

- Jeg kan godt lide at høre Niels Lundes podcast ”Topchefernes strategi” om centrale emner i erhvervslivet.

Du skal vise en ven fra udlandet rundt i Danmark. Hvad ser du mest frem til at præsentere?

- Den danske vestkyst byder på en dejlig natur uanset årstiden. I midten har vi Middelfart, hvor vi kan byde på en tur rundt på Hindsgavlshalvøen afsluttende med en lun fiskefilet på den Gamle Havn, og så videre mod Øst hvor en gåtur fra Nordhavnen til centrum viser nogle af de bedste sider af vores hovedstad - gerne afsluttet med gastronomi i verdensklasse.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11