23948sdkhjf

Radikal borgmester: Elfærgen skal droppes

Med udsigt til stigende billetpriser på Fanø-overfarten går øens borgmester nu ind for, at elfærgen ‘Grotte’ tages ud af drift

Den grønne omstilling på Fanø skal stilles på pause, til der er kommet ro på energiprisernes himmelflugt. Det mener øens borgmester, Frank Jensen (R).

- Vi risikerer, at både fannikere og de, der pendler herover på arbejde, vælger at flytte eller sige op, fordi færgen bliver for dyr, siger Frank Jensen til DR Syd.

Det er Molslinjen, der ejer elfærgen ‘Grotte’, der sejler mellem Esbjerg og Nordby på Fanø, som har meddelt, at billetprisen vil stige fra næste uge, oplyser DR Syd.

Det er ikke kun elfærgen, som borgmesteren er ude efter - også de to dieseldrevne færger skal droppe klimadagsorden og sejle på billigere og mindre miljøvenlig brændstof.

- Den grønne omstilling er vigtig. Men vi skal også kigge på, hvad der er realistisk at gøre midt i en energikrise. Så jeg håber, at politikerne på Christiansborg vil give os en hjælpende hånd, siger Frank Jensen til DR Syd.

Molslinjen erkender, at det potentielt kunne være med til at sænke billetprisen, hvis de grønne hensyn blev skrottet, men rederiet ønsker dog alligevel at gå den grønne vej.

- Vi har allerede lavet millioninvesteringer med elfærgen på Fanø. Og vi har to nye elfærger på vej til Als og Samsø. Hvis der er en ekstraordinær situation lige nu med den høje inflation, så skal det besluttes landspolitisk, at vi sætter pause på den grønne omstilling, siger administrerende direktør i Molslinjen, Carsten Jensen, til DR Syd.

De varslede prisstigninger ligger på mellem 20 og 60 og procent.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063