23948sdkhjf

Køkkenproducent har fortsat god vind i sejlene

For Erik Høj og Tage Odgaard Nielsen stemmer den nære virkelighed for øjeblikket dårligt overens med den, de kan læse om i landets medier. Mens forsiderne emmer af krisestemning, går forretningen nemlig helt fornuftigt hos både køkkenproducenten Designa og underleverandøren Frontego.

I september oplevede Designa den næsthøjeste ordreindgang nogensinde, kun overgået af maj måned i år, og da september-tallene fra den norske butiksomsætning landede, måtte adm. direktør Erik Høj sikre sig, at de virkelig kunne passe.

– Vi havde en vækst på 50 pct. i Norge sammenlignet med september sidste år. Det betyder, at vi kommer til at levere det største antal køkkener nogensinde til Norge i november måned, fortæller direktøren for den Kjellerup-baserede køkkenproducent.

Et differentieret billede

Og når det regner i Midtjylland, drypper det på Mors. Her kan Tage Odgaard Nielsen, direktør og indehaver af Frontego, med glæde notere sig, at Designas fremgang fylder godt i ordrebøgerne hos producenten af fronter, hylder og skabe.

– Designa er vores største kunde, men vi oplever flere, der klarer sig rimelig godt, og vi har fortsat fyldt produktionen op. Indeksmæssigt ligger den seneste uge over sidste år, og det er jo egentlig fantastisk – men det er også lidt underligt, lyder det fra Tage Odgaard Nielsen.

Tillige med Designa-direktøren havde han nemlig indstillet sig på en forholdsvis brat opbremsning, og for Tage Odgaard Nielsen er det svært at forklare, hvorfor nogle branchefæller er hårdt ramt, mens andre for nu er gået fri.

– Der er ikke rigtig nogen logik i, hvem der klarer sig godt, og hvem der taber fart, vurderer Frontego-direktøren.

Også fra Erik Højs stol er billedet i øjeblikket ganske mudret.

– Det er blevet et meget differentieret billede. Under coronaen så vi, at hele branchen fik en optur, men nu oplever jeg, at nogle i branchen har der svært, mens det går bedre hos andre, lyder den umiddelbare opsummering.

Søger tegn i sol, måne og mødekalender

Han giver imidlertid gerne sit bud på, hvorfor han og Designa er faldet i sidstnævnte kategori.

– De seneste to-tre år har vi gjort meget for at komme ind i erhvervssegmentet, og det er et felt, vi er blevet skarpere på, og hvor vi har taget nogle markedsandele. Samtidig har vi enkelte store projekter, men vi har også en stor andel af boligforeninger, håndværksmestre og mindre projekter på måske en 10-20 enheder, og den del af byggeriet er nok ikke helt så hårdt ramt, vurderer Erik Høj.

Alligevel forventer både han og Tage Odgaard Nielsen, at krisestemningen før eller siden sætter sig i ordreindgangen.

– Vi forventer en nedgang. Vi har fyldt op i produktionen til og med uge 47, og i uge 51 lukker vi ned, som vi plejer og holder to ugers juleferie, så det er sådan set fint nok, og vi kommer sikkert igennem i år - men januar og februar, tror jeg godt, kan blive lidt mørke, lyder Frontego-direktørens forudsigelser.

I Kjellerup er Erik Høj mere forsigtig med at spå om, hvornår den forventede nedgang rammer.

– Det allerførste, vi kigger på, er, hvor mange der booker møder hos os, for det er en indikation på konkrete projekter – og antallet af bookinger har faktisk været svagt stigende over september og oktober, siger Designa-direktøren, der dog understreger, at mødekalenderen er mindre fyldt, end den var for et år siden.

– Så det går fornuftigt lige nu, og hvad der er kommet, kan vi ikke smide væk igen. Men vi vågner også hver morgen, og siger “hvad sker der?”, og vi er enormt opmærksomme på de tegn, vi får fra markedet, lyder det videre.

Vant til det uforudsigelige

I såvel Midtjylland som på Mors skal der altså i øjeblikket lægges planer for en umiddelbar fremtid, der forventes at adskille sig markant fra den nuværende situation, men som ellers er svær at forudse. For Tage Odgaard Nielsen lyder det efterhånden som en velkendt opgave.

– Nu har jeg haft virksomheden i 21 år, og de seneste 1,5 har været de allersværeste. Det har krævet en plan a, b og c i skuffen hele tiden, og sådan er situationen også i dag, siger Frontego-direktøren.

Når Erik Høj skal sætte ord på, hvordan Designa planlægger at navigere gennem de forventede nedgangstider, er opskriften umiddelbart simpel.

– Vi skal bare være bedre end de andre, lyder det lunt fra direktøren, der dog erkender, at det ikke er en videre original opskrift.

– Det siger vi selvfølgelig alle sammen, men for Designa handler det om, at vi skal tilbyde den bedste kundeoplevelse – det er hovedmålet i vores strategi, siger han og fastslår, at Designa uanset nedgangstider har i sinde at fastholde de tiltag, der er sat i verden med et strategisk sigte.

– De aktiviteter og markedsføringen fortsætter vi med – det er vigtigt, at vi holder fast i retningen, og markedsføring bliver kun mere relevant i en tid med mindre efterspørgsel. Og så vågner vi ellers hver morgen og ser, hvad der er sket. Heldigvis er vi en lille organisation med selvstændige erhvervsdrivende ude i butikkerne, så vi kan agere ret hurtigt, lyder det fra Designa-direktøren.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Mest læste
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
Konkurrent overtager mærke og medarbejdere efter konkurs
Magtfuld byggeaktør: "Hvis vi er i nærheden af Aarhus, er Den Gamle By min favorit"
Kendt arkitekt deltager i britisk milliardprojekt
Loop Forum følger op på succesen og satser på vækst i 2023
Klimacenter og rederier roser EU for CO2-kvoter for skibe
Rederier vil have EU til at genoverveje CO2-kvote: Sø- og vejtransport bør have samme vilkår
Nordiske Medier:
Metal Supply DK
Wood Supply DK
Electronic Supply DK
Building Supply DK
Food Supply DK
Energy Supply DK
RetailNews
Transportmagasinet
Magasinet Pleje
Jern & Maskinindustrien
Mester Tidende
Licitationen
Motor-magasinet
Leder IDAG
Søfart
PlastForum DK
Kommunefokus
Fremtidens Logistik

Send til en kollega

0.14