23948sdkhjf

Interview med DFDS-direktør: Der er kun ét hår i suppen

Det er en yderst tilfreds CEO i DFDS, Torben Carlsen, der peger på flere faktorer, der har givet rederiet det bedste kvartalsregnskab nogensinde

- Supertilfreds. Det er vores hidtil bedste kvartalsresultat nogensinde, så det er jo dejligt. 

Sådan betegner CEO i DFDS, Torben Carlsen, selv Q3-regnskabet for DFDS, der viser fremgang over hele linjen.

Omsætningen er steget med 64 pct. til 7,2 mia. kr. og koncernens driftsresultat, EBITDA, steg 88 pct. til 1.6 mia. kr.

- Det er alle forretningsområder, der gør det bedre. Vi vidste godt, at passageraktiviteterne ville udvikle sig positivt, men de er kommet tilbage hurtigere og i lidt større antal, end vi havde håbet på. Og de bruger også lidt flere penge end før covid. Så passagererresultatet er tilbage på precovid, uddyber Torben Carlsen.

- Samtidig har der været god efterspørgsel på fragtsiden, som jo er 90 pct. af vores forretning. De tiltag vi i de seneste tre år har gjort i forhold til forsyningskædeproblemer, krig og Brexit har vi først nu rigtigt kunne teste holdbarheden af, nu hvor vores passager- og fragtforretningen kører, og der kan vi se, at vi får et rigtig fint resultat.

Hvis der er et område, der har været lidt under pres her i Q3, så er det fragtdelen på den Engelske Kanal Torben Carlsen, CEO, DFDS

Øget salg af toldfrit

Når det gælder passagerer, fortæller Torben Carlsen, at rederiet har fokuseret lidt mere på det, som han kalder transportpassagerer. De benytter rederiets færger til at komme videre til en endelig destination i forhold til gruppen af de gæster, der benytter færgerne til et mini-cruise

- Vi vil gerne have begge grupper, men transportpassagerer er måske klar til at betale lidt mere for deres billetter og bruger lidt mere om bord. Vi har også bygget om på vores færger, så vi kan få glæde af, at det nu er muligt at handle toldfrit ombord. Desuden har vi indrettet duty free shops i havnene i Frankrig.

Brexit

Siden briterne er udtrådt af EU, har landet været igennem en turbulent økonomisk periode, og det er også noget, de mærker i DFDS, der driver en række ruter til England fra Frankrig og Holland.

- Den engelske økonomi er en, som vi holder godt øje med, og hvis der er et område, der har været lidt under pres her i Q3, så er det fragtdelen på den Engelske Kanal. Totalt set går det bedre på den Engelske Kanal, fordi passagererne er tilbage, men antallet af trailerenheder er faldet i kvartalet - og det skyldes to ting: For det første er markedet faldet omkring seks pct i Q3, og så er der kommet en ny konkurrencesituation, hvor der nu tre operatører på overfarten frem for to. Det har yderligere taget et antal trailere af dem, vi flytter.

For Torben Carlsen er det centrale spørgsmål, om der er tale om en permanent tilbagegang.

- Vi er meget opmærksomme på, om det er en permanent markedsnedgang på Kanalen, for det er ikke en tilsvarende nedgang, vi ser på vores øvrige ruter til UK, men meget centreret omkring Kanalen. Der er et element af, at der mangler chauffører som en af forklaringerne, men der kan også være et mere strukturelt problem i forhold til væksten i England efter Brexit, siger han.

Fører det til opkøb eller frasalg?

- Vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan optimere vores portefølje, og det vil være mere gennem tilkøb end frasalg, som det også har været tilfældet de seneste mange år. Vi kigger fortsat på, hvor der er muligheder for at forstærke vores netværk.

Global recession

Det er ikke kun i England, der er spor efter tilbagegang. Løbende advares der om recession, men det er ikke  noget, som man har mærket i DFDS i det forgangne kvartal.

- Man kan ikke åbne en avis uden at læse om recession, men som det fremgår af vores Q3-regnskab, er det ikke noget, vi kan mærke. Vi er selvfølgelig ikke blinde for, at det kan ændre sig, og som med den Engelske Kanal er der segmenter, hvor det er gået ned, men hvor vi så har andre, hvor der er vækst. 

- Som virksomhed er vi i den lidt specielle situation, at den energikrise, som rammer mange andre, den er vi ikke så påvirket af, fordi der i vores industri er mekanismer, der betyder, at når der er udsving i fx olieprisen, så dækkes det af vores kunder og tilsvarende på logistiksiden ved udsving i elpriser til fx cold warehouse. Den lavere efterspørgsel vil selvfølgelig også få en indflydelse på os, men mange af de varer, vi flytter rundt i Europa på trailere, er daglige forbrugsvarer, og selv om forbrugerne dropper de dyrere produkter, så fylder en billig agurk stadig det samme som en dyr, økologisk agurk, påpeger Torben Carlsen med et smil.

Ingen nye skibe

Det gode regnskab har fået DFDS til at hæve forventningerne til årets resultat, der nu forventes at lande på et EBITDA før særlige poster på mellem 4,8 - 5,0 mia. mod tidligere en forventning om 4,4 - 4,8 mia. kr. og en omsætningsvækst på 45 pct. Men udsigten til øget vækst får ikke Torben Carlsen til at indkøbe nye skibe.

- Vi er altid på stikkerne, om vi kan tilpasse vores afgange, hvor hurtigt vi sejler, og om vi skal chartre skibe. Her har vi nok været lidt mere konservative og ikke bundet os til for meget tonnage i forhold til, hvad vi kunne have gjort. Vi kunne godt have samlet et skib eller to op i forhold til vækstscenariet for næste år, men ved at lade være får vi mere fleksibilitet til at flytte skibene rundt, så de passer til det aktuelle behov.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078