23948sdkhjf

Bilsalget tegner til at blive det laveste i 13 år

I november blev der solgt 2200 flere nye biler end i oktober. Det samlede salg i år ligger stadig meget lavt

Der trillede lidt flere nye biler ud på de danske veje i november end måneden før, men det er fortsat trange tider for bilforhandlerne.

De 13.127 biler, der i sidste måned blev indregistreret for første gang, bringer totalen for i år op i nærheden af 134.000 solgte biler, viser tal fra De Danske Bilimportører.

Så med mindre der sker noget ekstraordinært her i december, ender 2022 med at blive det værste år for bilsalget siden 2009.

- Branchen har været hårdt ramt af flere problemer med både produktionsudfordringer og leveranceproblemer.

- Et lille lys i mørket er dog, at bilsalget de seneste par måneder igen er begyndt at tikke en anelse op, skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonomi i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til tallene.

Hos De Danske Bilimportører er administrerende direktør Mads Rørvig ikke i tvivl om, hvad leveranceproblemerne har betydet for årets salg.

- Vi ville have haft et fantastisk bilår i 2022, hvis vi havde kunnet levere det, kunderne gerne vil have, siger han.

Bilforhandlerne ser ind i et år, hvor danskerne har færre penge til rådighed, og hvor det efter alt at dømme også bliver dyrere at låne til en ny bil.

Men Mads Rørvig håber, at en blød økonomisk opbremsning og kortere leveringstider kan holde salget oppe.

- Der er ingen tvivl om, at vi har de længste leveringstider bag os, men der er også stor forskel fra mærke til mærke.

- Og så kan det godt være, at der måske vil blive handlet lidt billigere biler, når nu forbrugertilliden er, som den er, siger han.

En bil tæller først som solgt, når den bliver indregistreret. Derfor kan der være indgået købsaftale på mange flere biler, end statistikken viser.

Og derfor kan de aktuelle tal ikke som normalt bruges til at sige noget om, hvordan dansk økonomi har det, fordi leveranceproblemerne slører billedet.

Brian Friis Helmer bemærker desuden, at elbilsalget slår rekord i år. Der er solgt 25.155 nye elbiler. Dermed er sidste års total allerede overgået.

Og mens elbilerne udgjorde 12 procent af det samlede salg i 2021, er andelen helt oppe på 19 procent i år.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093