23948sdkhjf

Arkæologer finder moselig under udgravning til stort nybyggeri

Arkæologer fra museumskoncernen Romu - museer i Roskilde - har fundet et moselig i Stenløse Mose. Moseliget blev fundet under forberedelser til et projekt, der hedder Landskabsbyen, som er en udvidelse af et byområde ved Egedal Rådhus.

Det skriver Romu i en pressemeddelelse.

Arkæologerne var på stedet for at sikre, at det nye byggeri ikke ødelagde vigtige fortidslevn. Og det var netop sådan et, de faldt over, da skeletdele begyndte at dukke op under forundersøgelserne.

- Vi fandt først en lårbensknogle og en kæbe, og da vi gravede området ud, stod vi tilbage med det meste af benene, bækkenet og kæben fra et menneske, fortæller arkæolog Emil Struve Winther, der har ansvaret for udgravningen.

Landskabsbyen i Egedal Kommune

Visionen for Egedal Kommunes kommende grønne bydel, Landskabsbyen, er en mangfoldig bydel med blandede boligtyper i samspil med den omkringliggende natur, hvorfor vejanlæg og infrastruktur minimeres. 

Landskabsbyen bliver bygget op om en række klynger, der hver indeholder cirka 120-160 boliger og hver især har et torv og et centrum og bliver adskilt af grønne landskabskiler. I alt får bydelen op mod 900 boliger. 

Skelettet er ikke komplet, og arkæologerne har ikke fundet skader, der tyder på henrettelse. Alligevel mener arkæologen, at der nok er tale om et moseoffer.

Fundet af knoglerne passer nemlig ind i en tradition, der tidligere er blevet påvist af arkæologer, hvor man i fortiden har lagt genstande, dyr og mennesker i moser som del af et ritual.

- Det har man gjort bredt gennem oldtiden, og det her er med overvejende sandsynlighed et offer for sådan et ritual.

- Tidligere fund viser, at det er et område, hvor der er foregået rituel aktivitet, siger Emil Struve Winther.

På rådhuset - ikke langt fra der, hvor moseliget blev fundet - vækker fundet begejstring. Kulturudvalgsformand Charlotte Haagendrup (K) var klar til at tage gummistøvler på og gå ned til fundet.

- Jeg synes det er helt fantastisk spændende at finde et menneske , der engang har levet her.

- Der melder sig så mange spørgsmål om, hvem vedkommende var, og hvordan han eller hun har haft det med at blive ofret, siger hun i pressemeddelelsen.

Kulturudvalgsformanden håber, at analyser af knoglerne kan give nogle flere svar i forhold til, hvem moseliget er, og hvornår personen levede.

Og så håber hun på, at den gamle Egedal-borger på et tidspunkt kan vende tilbage på besøg i Egedal og blive udstillet i det område, hvor fundet skete.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094