23948sdkhjf

- Se selv, hvordan arkitektur kan ændre verden

Kronprins Frederik deltog tirsdag ved en officiel indvielse på Rådhuset i København

2023 står i arkitekturens tegn i København. 

Danmarks hovedstad er nemlig hele verdens hovedstad for arkitektur, da København i 2023 kan bryste sig af den noget lange titel som UNESCO-UIA World Capital of Architecture. 

Det markeres med et væld af arrangementer over hele byen gennem hele 2023.

Første arrangement fandt sted tirsdag, hvor Arkitekturåret blev skudt officielt i gang på Københavns Rådhus. H.K.H. Kronprinsen er protektor for Arkitekturåret, og han deltog i festlighederne.

Kronprins Frederik talte blandt andet om dansk arkitekturs store og verdensomspændende aftryk, men han satte også fokus på kampen for at nedbringe C02-udledningen gennem design og arkitektur.

- Gå en tur, tag en cykeltur eller tag metroen, og se selv, hvordan København er ved at blive et udstillingsvindue for, hvordan arkitektur kan ændre verden. Oplev den offentlige skiløjpe på toppen af ​​forbrændingsanlægget, 'The Resource Row' boligblokke, der er skabt af genbrugte bygningsfacader eller kornsiloen, som er omdannet til lejligheder og fritid, sagde kronprins Frederik.

Året fyldes ud med arrangementer 

Der var også ved startskuddet også forpremiere på udstillingen “Martin Nyrops tegnestue – Skabelsen af Københavns Rådhus” på Rådhusets loft, som senere på måneden åbnes for offentligheden, hvor alle kan få et indblik i arkitektens arbejdsrum.

På Kongens Nytorv åbner udstillingen ”Reflections in Common”, som fra i dag og til oktober bliver et refleksionsrum for Arkitekturhovedstad 2023. Den cirkelrunde spejlkonstruktion spejler Kongens Nytorvs historiske bygninger, og indenfor gemmer sig et uendelighedslandskab, der ændrer karakter, som årstiderne skifter.

Om aftenen tændes lysværket White Beams fra Rådhustårnet og lyser mod Københavns ti bydele – værket er lavet i partnerskab med Copenhagen Light Festival.

Udover de store udstillinger bliver UNESCO-titlen fejret med en række andre events året rundt, der vil sætte hovedstadens arkitektur og byrum i centrum. 

Til marts afholdes for eksempel arrangementet Open House, hvor flere end 50 normalt lukkede bygninger åbner dørene for publikum. I juni afholdes Københavnerpicnic for op mod 4000 mennesker, og i sensommeren afholdes et stort arrangement sammen med hovedpartneren Bevica Fonden.

Der er flere end 120 partnere, som blandt andet tæller syv københavnske museer, der i 2023 alle laver udstillinger og særarrangementer, som smager af arkitektur og by.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14