23948sdkhjf

Disse entreprenører sender flest penge i statskassen

Selskabsskatten i top-10 kan dog slet ikke måle sig med andre brancher

Byggeriet buldrede afsted, og branchen omsatte for milliarder.

Men selskaberne hældte også en god portion i statskassen. 871 mio. kr. bidrog de mest skatteydende rådgivende ingeniørselskaber og entreprenører med i selskabsskat i 2021. Det viser en gennemgang, Nordiske Medier har lavet af Skattestyrelsens åbne skattelister.

Og entreprenørerne satte det klart tungeste aftryk, hvor top 10 kom af med 756 mio. kr. Traditionelt er der også flere penge i omløb på byggepladserne end på ingeniørkontorerne, og top 10 hos ingeniørrådgiverne bidrog med 115 mio. kr. til skattefar.

For begge fags vedkommende er det dog markant mere end i årene før. For de 10 byggeselskaber hele 60 pct. mere end i 2020, og tallene er da også et blik tilbage, til dengang byggeriet kunne boltre sig i et ildrødt marked med høj appetit på byggeri og renovering. Listerne fra Skattestyrelsen udgives nemlig altid med ét års forsinkelse. 

Bag listen

Styrelsen oplyser skatten for administrationsselskaber, og det vil sige, at skat for datterselskaber såsom Velux A/S og Aalborg Portland A/S er regnet ind under moderselskaberne.

Nogle selskaber kan mangle på listen. Dels har Skatteministeriet ikke data for alle selskaber, for eksempel hvis skatteoplysninger ikke har været registreret i ministeriets system, inden oplysningsfristens udløb.

Dels tages forbehold for, at listen lavet ved, at Licitationen har gennemgået den åbne skatteliste for byggerelaterede selskaber og kan have misset ét.

Skattestyrelsen har offentliggjort de åbne skattelister siden 2015. Det sker, da Folketinget har besluttet, at der skal være større gennemsigtighed i selskabers anliggender, og at visse skatteoplysninger for aktie-, anparts- og andelsselskaber samt fonde og foreninger skal være offentligt tilgængelige.

Andre tjener markant mere

Alt i alt er det ikke småpenge, som byggeriet har bidraget med. Og så alligevel. For trods det varme byggemarked er tallene også et billede på, at benhård konkurrence og entrepriser med høj risiko stadig giver kølige overskudsgrader i branchen. Andre fag tjener ganske enkelt meget mere og bidrager dermed også med mere i skat. 

De 10 mest skatteydende virksomheder i hele landet afleverede således 22,4 mia. kr. i statens lomme, og alene medicinalgiganten Novo Nordisks holdingselskab kom af med 8,3 mia. kr.

Endnu et eksempel finder man et stykke nede ad listen, hvor Handwerk Holding, der ejer Copenhagen Medicals, afleverede 200 mio. kr. i selskabsskat ud af en skattepligtig indkomst på 900 mio. kr. 

I runde tal lige så meget som Per Aarsleff Holding A/S. Men med den nuance, at Copenhagen Medicals indtjeningsgrad var på 56 pct. - Aarsleffs på under 5 pct., og det er symptomatisk.

De fleste andre af landets største byggeselskaber må også tage til takke med relativt kølige overskudsgrader på få procentpoint, har flere brancheanalyser fra Licitationen vist.

.

.

Èn i top igen

Og for at vende tilbage til netop byggebranchen og tallene for 2021: Her blandt entreprenørerne sidder Per Aarsleff Holding A/S som tidligere år urokkeligt i toppen.

Entreprenørkæmpen sendte staten en pengepose på 197 mio. kr. Det rækker til en 46.-plads blandt alle landets selskaber, og man skal kravle helt ned til nr. 100 for at finde den næste entreprenør, A. Enggaard Holding, som betalte 94,4 mio. kr. i skat.

Hos de rådgivende ingeniørselskaber er det Sweco og Rambøll, der sætter sig øverst på skattebetalingerne med henholdsvis 42 og 34 mio. kr. Tal, som også viser, at pengemængderne på rådgivervirksomhedernes danske marked er noget mindre end for deres entreprenørkolleger. Cowi, der betalte 12 mio. kr. i skat, er på en tredjeplads blandt alle rådgivere, men er endt helt nede på en 770.-plads blandt alle landets selskaber.

I Danmark skal selskaber af med 22 pct. i selskabsskat af deres skattepligtige indkomst. Omkring 100.000 virksomheder betalte selskabsskat i 2021, og samlet løb det op i over 100 mia. kr. - det er det højeste beløb nogensinde.

Licitationen har lavet listen ved at gennemgå skattelisten for entreprenører og rådgivere, og der tages forbehold for, at vi kan have misset nogle.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095