23948sdkhjf

IoT-virksomhed har ramt en guldåre med sensor-teknologi

De senere år er der kommet mere og mere fokus på affaldssortering. Først skulle de private husstande dele deres affald op i ni fraktioner, og fra årsskiftet har erhvervet skulle dele affaldet op i ti forskellige fraktioner.

De tiltag kommer Sønderborg-virksomheden Maacks til gode.

IoT-virksomheden specialiserer sig i sensorer til skraldespande, og når der i højere grad end nogensinde før skal sorteres affald, er det en god idé for renovationsselskaberne at optimere indsamlingen mest muligt, og teknisk direktør i Maacks, Hans Christian Pedersen ser stort potentiale i at løse den logistiske udfordring.

- Det kommer os afgjort til gode, at der er kommet øges fokus på affaldssortering. Logistikken med indsamling af affald er øget, og det gør det endnu mere vigtigt, at det kun bliver hentet, når containerne er fulde, så man ikke tømmer halvfulde skraldespande, siger Hans Christian Pedersen.

Mindre effekt på villaveje

Hans Christian Pedersen fortæller, at det i forhold til dagrenovation især er steder med større mængder affald, hvor Maacks sensorer kommer til sin ret.

- På nogle områder med meget data kan vi se, at vi snakker en optimering på 40-50 procent. Vi skal især se på steder, hvor der er store mængder affald per afhentning. Der har vi større berettigelse end ved dagrenovation hvor husene ligger som perler på en snor på en villavej, hvor det kan være svært at optimere, fordi der er så mange tæt på hinanden, siger han.

Hans Christian Pedersen uddyber, at steder med store affaldsmængder eksempelvis kan indebære store containere i baggård eller nedgravede molokker.

Ny version giver fordel

Maacks har for nyligt lanceret en ny type sensor ved navn Brainybins Radar. I modsætning til den tidligere udgave, Brainybins Ultra, er den nye version koblet op på en radarteknologi.

Teknologien betyder, at man - udover "blot" at måle hvor højt affaldet ligger i en skraldespand eller container - også kan få mere viden om, hvad der er i den enkelte skraldespand.

- Radaren har den fordel, at vi kan kigge i skraldespanden og analysere, hvad der er i. De andre kigger på overfladen og denne kigger ned gennem affaldet, siger Hans Christian Pedersen.

Han henviser som eksempel til en skraldespand ved et busstoppested, hvor der eksempelvis kan ligge mange kaffekopper. De fylder en del, men det betyder ikke nødvendigvis, at skraldespanden er fyldt.

- Med den nye radar-teknologi kan man se, hvor meget der reelt set er i de skraldespande, der ser fyldte ud, uddyber Hans Christian Pedersen.

Sorteringsfokus er god forretning

Hans Christian Pedersen glæder sig over, at det øgede fokus på affaldssortering kan være en guldgrube for Maacks' forretning. Men han ser også andre fordele - blandt andet i forhold til den grønne omstilling.

- Vi gør det ikke kun for vores blå øjnes skyld. Men udover det prøver vi jo at arbejde for at gøre det rigtige rent CO2-mæssigt. Med de lange distancer på faste ruter kan det være svært at have el-lastbiler, fordi rækkeviden er kortere. Men med vores teknologi, hvor ruterne bliver optimeret, kan el-lastbilerne komme ind i billedet tidligere, siger Hans Christian Pedersen.

Vil vokse i udlandet

For nuværende gør Maacks sig primært i Danmark, men de er i gang med at udbrede konceptet i Tyskland. Desuden er de ved at sondere terrænet i både Norge og Finland, hvor de første kontrakter er på vej i hus.

Han anerkender, at det i første omgang ikke bliver stort i Tyskland, der som bekendt ikke er et høj-digitaliseret samfund. Det er naboen med vest til gengæld, og derfor kigger de mod Holland, hvor de med Hans Christian Pedersens ord er "noget længere fremme".

I forbindelse med de forestående udvidelser af markedet kan Hans Christian Pedersen også fortælle, at Maacks begynder at se på nye folk til medarbejderstaben, der primært består af softwarefolk til udvikling og vedligehold af sensorerne.

Maacks' seneste offentlige regnskab dækker over 2021, hvor de havde en bruttofortjeneste på knap 5 millioner kroner og et årsresultat på 281.000. Hans Christian Pedersen fortæller - uden at komme nærmere ind på tallene - at der har været fremgang i 2022-regnskabet, der bliver offentliggjort senere på året.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172