23948sdkhjf

Delte meninger om udvidelse af Aarhus Havn

Havnedirektøren er tilfreds med den politiske aftale om de 43 nye hektar, mens formand for protestorganisation vil kæmpe videre mod udvidelsen

Fra direktøren for den kommunalt ejede Aarhus Havn, som er landets største container- og industrihavn, er der glæde over den politiske aftale om at udvide havnen, også selv om udvidelsen 'kun' bliver på 43 hektar mod til ønskede 105 hektar.

- Vi havde selvfølgelig håbet på, at resultatet af de politiske forhandlinger i højere grad havde lignet vores ansøgning. Men jeg anerkender de mange hensyn, interesser og dilemmaer, der skulle vægtes. Nu går vi i gang med at justere og tilpasse projektet, der jo samlet set giver en mindre og anderledes indrettet havneudvidelse, end vi havde ansøgt om. Jeg mener dog stadig, at den kan imødekomme behovet for areal og kajnær havnekapacitet, og det er jeg tilfreds med, siger havnedirektør Thomas Haber Borch i en meddelelse fra havnen.

Modstander dybt skuffet

Fra foreningen Beskyt Aarhusbugten, som er modstander af udvidelsen, lyder der dyb skuffelse.

Jeg tog mig til hovedet. Jeg er voldsomt skuffet Formand for Beskyt Aarhusbugten

- Jeg tog mig til hovedet. Jeg er voldsomt skuffet. Man har totalt ignoreret 1600 høringssvar, den udvidede borgerinddragelse og borgerpanelet, siger foreningens formand Svend Erik Kristensen til Århus Stiftstidende

Og han fortsætter sin kamp.

- Vi kommer til at udnytte alle klagemuligheder. Vi kommer til at kæmpe til sidste dråbe. Selv om byrådet kommer til at vedtage det her, så skal det igennem både trafikstyrelsen og miljøstyrelsen, siger Svend Erik Kristensen til avisen.

Værdifuld debat i fem år

Det er fem år siden, Aarhus Havn ansøgte byrådet om etablering af Yderhavnen. Aarhus Kommune har undervejs iværksat en udvidet inddragelsesproces og ikke mindst en ekstraordinær borgerinddragelse, som har kvalificeret beslutningsgrundlaget, skriver Aarhus Havn.

- Jeg er først og fremmest tilfreds med, at dansk erhvervsliv nu har vished om, at man fortsat kan blive og udvikle sig på og omkring havnen i Aarhus. For det betyder, at vi for alvor kan sætte turbo på den grønne omstilling, skabe flere arbejdspladser og udvikling til gavn for Aarhus, Østjylland og hele Danmark. Så tak til partierne bag aftalen for at tage ansvar, siger Thomas Haber Borch og anerkender, at ansøgningen om en havneudvidelse har skabt stor debat:

- Der er mange holdninger og følelser på spil i det her projekt. Jeg har dyb respekt for det store engagement, der har været igennem hele forløbet. Det gælder ikke mindst i den udvidede inddragelsesproces, som, jeg mener, har været værdifuld og bidraget til et stærkere projekt med flere nuancer.

 

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1