Stålgrossist jagter talenter på universiteterne
Der er historisk høj efterspørgsel på højtuddannet arbejdskraft, og danske virksomheder er i skarp konkurrence om talentmassen og fremtidens ledere. Det tager den 176-årige, danske stål- og teknikgrossist Lemvigh-Müller nu konsekvensen af og lancerer et graduate-program for nyuddannede akademikere.
- Handelsbranchen har historisk ikke haft en stor andel af akademikere ansat, og det gælder også Lemvigh-Müller. Vi arbejder dog ligesom mange andre med at skabe diversitet i virksomheden, og i den forbindelse er vi overbeviste om, at vi gennem denne graduate-ordning kan skabe stor værdi for såvel os som de unge kandidater med en længerevarende uddannelse, siger Mads Hay Pedersen, HR-direktør i Lemvigh-Müller, i en pressemeddelelse.
Et arbejde med mening
Han fortæller, at nyuddannede kandidater i dag i høj grad søger mening i arbejdet, fleksibilitet og god ledelse, når de vælger, hvilke virksomheder de gerne vil søge ind hos.
- Det finder de hos os - oveni en skræddersyet karrierevej. Bæredygtighed vejer tungt i Lemvigh-Müllers forretningsstrategi, og vi er blandt de 25 procent højest rangerende virksomheder i Danmark, når vi taler engagement og arbejdsglæde. Så jeg synes virkelig, at vi har en tiltrækkende og helstøbt pakke at tilbyde de nyuddannede akademikere, fortsætter Mads Hay Pedersen.
Kan prøve kræfter med virkeligheden
Gennem graduate-programmet får kandidaterne en bred og varieret introduktion til Lemvigh-Müller. Herudover kan de få deres faglighed sat solidt i spil i forhold til virkelighedens problemstillinger for eksempel som del af virksomhedens marketing, salgs- eller logistik-teams.
Der er tale om generaliststillinger, så kandidaterne vil i høj grad selv kunne præge rejsen og vælge hvor i virksomheden de lægger deres energi. Programmet er toårigt, og klæder kandidaterne på til på sigt at kunne varetage større tværorganisatoriske projekter eller ledelsesopgaver – i Lemvigh-Müller eller andre store organisationer.
Artiklen er en del af temaet Samfund.