23948sdkhjf

Mærsk får kold skulder af rådhus og metroselskab

Metroforslag fra rederigiganten Mærsk møder ikke klapsalver hos bygherren Metroselskabet

Det er indtil videre blevet en kold dukkert for Mærsks ønske om at få en metrostation ved sit hovedkontor i København.

Ikke alene parkerede politikere på Københavns Rådhus sidste uge Mærsk-drømmen ved at pege på en anden linjeføring, der ikke ligefrem kom tæt forbi rederigigantens Esplanadekontor.

Nu har Metroselskabet, der står for at drive og udbygge metroen i København, også kritiseret både økonomien og realismen i Mærsks ønske, som blev fremsat som et høringsforslag.

Dyr, besværlig og vil svine

For godt nok vil linjen kunne anlægges fysisk, lyder det.

Men den vil både være dyr og besværlig at konstruere, den vil sandsynligvis heller ikke blive brugt af så mange passagerer som det forslag, der nu er på bordet, og så vil den belaste miljøet endnu mere.

"Forslag til linjeføringer vil medføre længere rejsetider, et større CO2 aftryk og øgede byggeomkostninger," hedder det i én sammenfattende konklusion i et svar fra Metroselskabet. Svaret er givet i en såkaldt hvidbog fra Københavns Kommune, som samler op på høringsfasen.

Den længere rejsetid kommer af, at det nuværende forslag, som politikerne har valgt, går fra Amager og stik nord mod Lynetteholm. Skal metroen forbi Mærsk vil den skulle forlænges med flere kilometers sving østover under Københavns Havn til Esplanaden, inden den føres tilbage vestover og op mod Lynetteholm.

"Forslaget vil ikke blive belyst i miljøkonsekvensvurderingen", hedder det sammenfattende - med andre ord, for nuværende arbejdes der altså ikke videre med ideen. 

Licitationen har forsøgt at få en kommentar fra Mærsk på Metroselskabets kritik af metroforslaget. Mærsk er ikke vendt tilbage inden avisens deadline.

Længere version

Den version, som er løbet med politikernes gunst var én af to valgmuligheder på politikernes bord. Og var den længste af dem. Den er planlagt til at gå fra Københavns Hovedbanegård, krydse forbi stop som Islands Brygge og Amagerbrogade, krydse nordpå til Lynetteholm, inden den vender tilbage østover til Østerport. 

Hvis andre ideer som Mærsks skal få flyvehøjde vil det kræve en ny politisk beslutning. 

Efter planen skal maskinerne i gang fra 2026 til 2034, og metrolinjen er planlagt til at åbne for passagerer i 2035.

Den kommende M5 Øst-rute

  • København H
  • Bryggebroen (ny)
  • DR Byen
  • Amagerbrogade Syd (ny)
  • Lergravsparken
  • Prags Boulevard (ny)
  • Refshaleøen (ny)
  • Lynetteholm Syd (ny)
  • Lynetteholm Nord (ny)
  • Østerport

Københavns Kommune

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111