23948sdkhjf

Byggeriet har landet toårig overenskomstaftale

Dansk Industri og 3F Byggegruppen har indgået aftaler om nye overenskomster på byggeområdet. Forliget præsenteres på pressemøde klokken 15.30 i Industriens Hus

Opdateret senest: 7. marts 2023 kl. 14.47.

Dansk Industri og 3F Byggegruppen er tirsdag blevet enige om nye overenskomster, der gælder for cirka 6.000 virksomheder og 80.000 medarbejdere i bygge- og anlægsbranchen på 3F’s område.

Aftalen er toårig og rækker frem til 1. marts 2025.

Det oplyser Dansk Industri i en pressemeddelelse.

Dermed er der enighed omkring endnu et stort forlig på arbejdsmarkedet efter først industriforliget og siden transportforliget.

Forhandlerne vil præsentere indholdet af de nye overenskomster på et pressemøde i Industriens Hus på Rådhuspladsen i dag kl. 15.30.

Til stede på pressemødet vil være topforhandlerne fra begge parter. Vicedirektør Niels Grøn og underdirektør Anja Bülow Jensen fra Dansk Industri vil sammen med formand Claus von Elling og næstformand Palle Bisgaard fra 3F Byggegruppen præsentere aftalen.

Tre hovedpunkter 

Bevarelse af reallønnen, arbejdsmiljø og social dumping har været centrale spørgsmål i forhandlingerne.

Ifølge TV2s oplysninger er lønforskellen mellem danske og udenlandske byggearbejdere da også slået ud i aftalen.

- Man vil give et 25 kroners tillæg i timen til de udenlandske arbejdere. Det gør man for at sikre dem mod løndumping og sikre dem mere ligeværdige forhold sammenlignet med deres danske kolleger, fortæller TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn til mediet.

TV2 skriver desuden, at der vil komme en stigning på 1,8 pct. til indbetaling til fritvalgskontoen. Den lå i industriens overenskomstaftale på 2 pct. 

De fulde detaljer i aftalen er endnu ikke kendt, men vil altså blive præsenteret på pressemødet.

Aftale er udløbet 

Det er første gang, der landes en aftale med Dansk Industri ved forhandlingsbordet. Byggeriets virksomheder blev nemlig først en del af DI i 2020 ved fusionen mellem DI og Dansk Byggeri. 

Byggeriet var det sidste store område, der manglede at blive forhandlet på plads ved dette års overenskomstforhandlinger.

Byggeriets nuværende overenskomst var en treårig aftale, som blev indgået i marts 2020 og udløb 1. marts i år.

Både arbejdsgivere og lønmodtagere skal godkende forligsmandens mæglingsforslag ved afstemning, før de nye overenskomster træder i kraft. Virksomheder skal først tage højde for de nye regler og satser, når alle overenskomster er blevet vedtaget. Indtil da gælder overenskomsten for 2020-2023.

Årsagen til, at der ikke er udbrudt konflikt, er, at forligsmanden har udskudt eventuelle konflikter med 14 dage.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078