23948sdkhjf

Scene til 100 millioner skulle løse støjproblemer - nu skal nyt byggeri klare det

Tivoli Frihedens direktør forventer at have løst støjproblemerne én gang for alle, når håndværkerne er færdige med bygge tre dyre støjskærme

De har stadig problemer med støjen fra koncertscenen i Tivoli Friheden. 

Det skriver TV2 Østjylland.

Sådan har det været i årtier. Naboerne på blandt andet Skovbrynet, der løber langs tivolis ene side, er trætte af lyden af høj musik og tusindvis af publikummer, der skråler med på Poul Krebs, TV2 og Tessa 21 fredage igennem sæsonen.

Ja, og dertil ved en række koncerter på lørdage og enkelte hverdage.

Problemet burde have været løst med den nye scene, som Friheden har brugt cirka 100 mio. kr. på at bygge, for de havde allieret sig med specialister ud i teknik og akustik, som direktør Henrik Ragborg Olesen formulerer det.

- Vi var sikre på, at vi havde helt styr på alt, hvad der handlede om at begrænse støjen. Scenen blev vendt, så lyden blev sendt over mod stadion og skoven frem for over mod naboerne på Skovbrynet, men det viste sig, at problemet stadig var der, da vi tog den nye scene i brug, og det kom totalt bag på os, siger Henrik Ragborg Olesen til TV2 Østjylland.

- Faktisk viste målinger, at lyden var endnu højere fra den nye scene end fra den gamle.

Klager fra naboerne førte i sensommeren 2022 til et påbud fra kommunen om at skrue ned for lydstyrken, og det påbud gælder stadigvæk, når parken slår dørene op til den nye sæson på torsdag. Hvis ikke parken overholder støjreglerne, kan det i yderste konsekvens ende med en politianmeldelse.

Helt konkret skal der skrues ned fra 97-98 decibel til 95-96, hvilket ifølge tivoli-direktøren er mere, end man måske lige umiddelbart skulle tro.

- Vi gør det sådan, at vi skruer ned for musikken til en start, og så er vi i fuld gang med at bygge støjskærme både på hver side af scenen som en slags vinger og så op langs Skovbrynet. Vi har også skiftet lydanlægget ud, så jeg mener, vi har gjort meget for at imødekomme det her problem, siger Henrik Ragborg Olesen.

Han ærgrer sig over at stå med en ekstra udgift på et sted mellem 12 og 15 mio. kr. for støjskærme, nyt anlæg og konsulentbistand. Derfor håber han - ikke overraskende - at de nye eksperter, de samarbejder med, har bedre styr på sagerne end det første hold.

- Det er jo irriterende, at man hyrer kloge hoveder og bygger alt op efter retningslinjerne, hvorefter man konstaterer, at problemet ikke er løst. Nu håber vi, at "eksperthold nummer to" er bedre end deres forgængere, så vi én gang for alle kan komme videre, siger Henrik Ragborg Olesen.

Den støjskærm, der bliver lavet langs Skovbrynet bliver i første omgang omkring 135 meter lang og 12 meter høj ud for spillestedet Hermans, mens den nede omkring den gamle bagindgang er seks meter høj. Byggetilladelsen giver faktisk lov til at forlænge den op til 200 meter, hvis behovet for det viser sig at være der.

Arbejdet med at bygge støjskærmene ventes at være færdigt den 23. maj.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078