23948sdkhjf

Vognmænd sender 10 argumenter mod km-afgift til samtlige politikere på Borgen

Vognmænd, der er utilfredse med km-afgiften for lastbiler, har nu sendt en skrivelse til samtlige ministre og politikere i Folketinget med ti punkter, der forklarer, hvorfor det ifølge vognmændene er en dårlig ide med en km-afgift. Vedhæftet brevet er også en støtteerklæring fra Dansk Erhverv, DI Transport, DTL og ITD.

Brevet, der er sendt torsdag, er underskrevet af en gruppe, der kalder sig Vejskatskomiteen, og den består af advokat Jacob Forman, Forman Advokater, vognmand Jan Lillegaard, Ernst Jacobsen A/S, vognmand Poul Jørgensen, HV Transport A/S, vognmand Torben Dyhl Hjorth, Viborg Vognmandsforretning ApS og vognmand Benny Nielsen, Fredsø Vognmandsforretning ApS.

- Vores anbefaling er at skrinlægge km-afgiften og i stedet i samarbejde med branchen at
finde en løsning, der er administrerbar. For eksempel en ekstra CO2-afgift på fossilt brændstof, som vil ramme bredere og give flere penge i kassen, lyder det i brevet.

I opråbet fra vognmændene lyder det videre, at man ikke leve med den nye kilometerafgift for lastbiler.

Herefter følger de ti punkter, der forklarer, hvorfor vognmændene mener, at en km-afgift er en rigtig dårlig idé:

1. Det er ikke økonomisk muligt at købe en elektrisk lastbil på 56-60 tons (merudgift 40-90%).

2. Der findes ikke ladestandere, og elnettet er ikke klar til de store lastbiler, så vognmanden kan ikke skifte til el-lastbiler.

3. CO2-neutrale drivmidler som biogas (CBG) og biodiesel er i forvejen hårdt beskattet og bliver med vejafgift beskattet som sort diesel.

4. Skatten er dyr at administrere, 300 mio. kr. om året, og vanskelig at administrere for vognmanden.

5. Danmark kommer endnu mere i geografisk ubalance med den nye skat.

6. I dag er der under 100 el-lastbiler i Danmark, og Energistyrelsen arbejder med tal, der siger, at I 2030 er der 5% el-lastbiler i DK. Resten må betale den høje afgift.

7. Transport står for 29,3% af Danmarks CO2-udledning. Heraf står lastbiler for 13% af CO2-udledningen. Personbiler for 55% og varebiler for 15%. Dvs. lastbiler står kun for 4,29% af den samlede CO2-udledning i Danmark. Mens udledningen fra personbiler er steget, så er lastbilernes CO2-udledning faldet med 20 % siden 1990, ifølge Energistyrelsen.

8. Byd alle parter til en forhandling om, hvordan vi hurtigt bliver grønne i branchen.

9. Der er stillet forslag om øgede totalvægte. De bør sættes op nu. Det vil give øjeblikkelige CO2- besparelser.

10. Lastbilerne betaler allerede en CO2-afgift på diesel, men vi deltager gerne økonomisk i grøn omstilling. For eksempel ved en højere CO2-afgift på alt fossilt brændstof (30 øre pr liter?).

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064