23948sdkhjf

Lige så passioneret jeg er omkring landskabsarkitektur, lige så lidenskabelig er jeg omkring...

Martin Hedevang Andersen står i spidsen for Danske Landskabsarkitekter og egen virksomhed. Rockmusik og fodbold står højt listen, når han har fri

Er der noget, som kan få dig til at droppe dine planer?

- Jeg er jo passioneret fodboldfan. Liverpool og FC København er mine favoritter. Det bliver desværre ikke til så mange kampe på stadion, som jeg kunne ønske, men jeg glemmer aldrig min første kamp på Nedre C.

- FCK spiller mod Vejle, det regner, og vi er foran med 3-0 efter 25 minutter. Pludselig griber min sidemand mig over skulderen og råber mig ind hovedet, at det jo ikke er Vejle, vi er imod, men Brøndby, hvorefter han får hele tribunen til at synge smædesange mod dem i stedet for.

- Det var fjollet, uforudsigeligt og netop essensen af at gå til fodbold.

Blå bog

Karriere

  • 2020-nu: Indehaver, ORCA – cirkulær landskabsarkitektur
  • 2020-nu: Kreativ leder og medstifter, By Rum Skole
  • 2017-2020: Landskabsarkitekt og medstifter, Out of Office Architecture
  • 2015-2019: Landskabsarkitekt og medstifter, Studio Debris

Uddannelse:

  • 2015: Landskabsarkitektur, Cand.Hort.Arc, Københavns Universitet

Privat

  • Bor i Tikøb med kæresten Caroline Eybye, der arbejde i filmbranchen.
  • Født og opvokset i parcelhus i Herlev
  • Bruger fritiden som frivillig på diverse musikfestivaler, gør-det-selv projekter i hus og have, samt at klø sine to katte på maven.

Dyrker du selv sport i din fritid?

- Jeg spiller fodbold, men jeg dyrker også tennis, svømning og cykling. Jeg har dog døjet med en træls lyskeskade som konsekvens af at prøve at dyrke samtlige sportsgrene på en gang. Så det bliver desværre ikke til så meget for tiden.

Hvad sætter du på anlægget til en fest?

- Electric Six med ’Gay Bar’. En farlig catchy rocksang, der har fulgt mig og mine venner i mange, mange år. Den var altid med i vores 'Roskilde-lejr' og kunne lige akkurat være 33 gange på en brændt CD.

Det er weekend, og du ønsker en kultur-oplevelse. Hvad besøger du?

- Jeg vender altid tilbage til Louisiana. Jeg er så heldig, at jeg to gange om året tager udenlandske studerende fra Københavns Universitet på tur i Fingerplanen. Her ender vi altid på Louisiana, og det føles altid som at komme hjem.

Hvilken bog vil du anbefale et ungt ledertalent at læse?

- Grundlæggende tror jeg, at hvis man skal lære noget om mennesker, skal man læse skønlitteratur. Det kunne være Karl Ove Knausgaards serie ’Min Kamp’. Primært har vi alle brug for at forstå, at alle har op- og nedture samt tvivl og frygt.

- Men jeg vil nok alligevel hellere pege på Jan Gehl's 'Livet mellem husene'. Den kan både læses som en manual for god byarkitektur, men man kan også læse om en stor empati, omsorg og forståelse for vores medmennesker, som jeg tror, alle ledere har brug for at blive mindet om. Vi er nødt til at sætte mennesket i centrum og møde folk i øjenhøjde.

Direktørens anden side

I Licitationens artikelserie ”Direktørens anden side” møder du en stribe direktører fra bygge- og anlægsbranchen på en helt ny måde.

Vi kører denne artikelserie, fordi idræt, bøger, film, musik og kultur også er en del af fortællingen om de mennesker, der sidder for bordenden.

Du har en lang køretur foran dig. Hvilken podcast sætter du på?

- Det må være ’Rockhistorier’ (podcast fra Heartbeats, red.) eller ’P6 Beat elsker’. Lige så passioneret jeg er omkring landskabsarkitektur, lige så lidenskabelig er jeg omkring rockmusik. Copenhell, Gutter Island og Roskilde Festival er derfor også en af de få ting, som går forud for alt andet for mit vedkomne.

Du skal vise en ven fra udlandet rundt i Danmark. Hvad ser du mest frem til at præsentere?

- Jamen, det skulle da måske netop være en af vores mange gode musikfestivaler. Den stemning, glæde, kreativitet og imødekommenhed, man kan opleve her, er ret unik. Det er i hvert fald en vigtig del af min danmarksfortælling.

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079