23948sdkhjf

Norsk forsvar med maritim ønskeliste på milliarder

Det norske søværn står foran indkøb for over 100 mia. kr. og har alene brug for 25 mia. kr. om året de næste ti år, hvis værnet skal kunne følge med trusselsbilledet 

Det er ikke kun det danske søværn, der er i knæ - også i Norge er der alenlange ønskesedler til nyt materiel i forbindelse med nyt forsvarsforlig. Alene det maritime forsvar anslås at få brug for 25 mia. kr. om året over de næste ti år, hvis søværnet skal kunne følge med trusselsbilledet.

Notat: Arktiske krigsskibe bør udskiftes

Det fremgår af en rapport som den norske forsvarskommission af 2021 netop har afleveret til den norske forsvarsminister Bjørn Arild Gram, og som refereres af tu.no.

Gå i samarbejde

På ønskesedlen står blandt andet indkøb af seks nye fregatter og to nye ubåde.

Alene fregatterne forventes at koste i bevæbnet stand 100 mia. norske kroner med årlige driftsomkostninger på to mia. norske kroner. Forsvarskommissionen anbefaler, at Norge går sammen med et andet Nato-land om indkøbene.

Når det gælder nye ubåde, så har Norge allerede et samarbejde med Tyskland om indkøb af fire ubåde af typen 212CD fra det tyske vært ThyssenKrupp Marine Systems med en prisseddel på 46 milliarder norske kroner. Her anbefaler kommissionen, at Norge udnytter en option til indkøb af yderligere to ubåde.

Flere fartøjer til kystbevogtningen

"En stigning i antallet af ubåde fra fire til seks vil give stordriftsfordele og synergier knyttet til selve indkøbet, hvilket igen vil reducere enhedsprisen noget. En ubådsstruktur på seks fartøjer vil være mere robust og gøre ubådsvåbnet mere tilgængeligt," hedder det i rapporten.

Når det gælder den nære kystbevogtning er der også brug for yderligere oprustning. Kommissionen peger på, at der vil være behov for 40 nye fartøjer – 25 til søværnet og 15 til kystvagten, til omkring 51 milliarder norske kroner og 2,5 milliarder NOK i øgede årlige driftsudgifter.

Ud over de massive indkøb til søværnet anbefaler kommissionen også, at Norge satser mere på fly, droner og en større hær.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109