23948sdkhjf

Ny melding: 3. Limfjordsforbindelse vedtages måske før planlagt

Forbindelsen er vurderet til at koste omkring 7 mia. kr. 

Selvom den er aftalt, er der lange udsigter til, at 3. Limfjordsforbindelse står færdig.

Projektet, der er en del af det store infrastrukturforlig fra 2021, er aftalt blandt et flertal i Folketinget, men er formelt ikke vedtaget endnu.

Men den forventede vedtagelse af anlægsloven er nu rykket tættere på.

Det viser et svar fra transportministeren, Thomas Danielsen (V):

- Det har hidtil været planen, at anlægsloven kunne blive fremsat i åbningsugen oktober 2024. I øjeblikket ses der dog på mulighederne for at fremsætte lovforslaget allerede i februar i Folketingssamlingen 2023/24.

Det vil sige, at lovbehandlingen muligvis kommer til at foregå et halvt år før ellers planlagt.

Afhænger af miljøundersøgelser

Ministeren understreger dog, at den hurtigere ekspedering af lovforslaget afhænger af, hvorvidt der opstår et behov for nye, uforudsete undersøgelser i forhold til miljøgrundlaget.

Vejdirektoratet er netop i gang med at lave en række yderligere miljøvurderinger omkring projektet, heriblandt om der ligger asbest på fjordbunden, hvor forbindelsen skal gå.

Glad ordfører

Ministersvaret er givet efter nordjysk valgte Preben Bang Henriksen (V) stillede spørgsmål til tidshorisonten.

Han er glad for udsigten til, at anlægsloven kan blive behandlet hurtigere end først planlagt.

- Efter flere udsættelser er jeg utrolig glad for, at der nu indikeres en fremrykkelse.

- Jeg håber så, at fremrykkelsen vil få afsmittende effekt på igangsætningen, så projektet på tilsvarende vis kan stå færdig tidligere.

Selv hvis anlægsloven behandles i februar 2024, tager det dog lang tid, før forbindelsen står færdig.

Vejdirektoratet har tidligere over for Nordjyske anslået, at det tager omkring ni år, fra anlægsloven er vedtaget, til forbindelsen står færdig.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093