23948sdkhjf

ITD beder transportministeren tage affære: Det er ren chikane

Det er ikke holdbart, hvad vognmænd og chauffører udsættes for på Brenner-motorvejen, siger ITD-direktør

Lastbiler, der holder i kø i timevis, ingen adgang til sanitære forhold og mad og drikke samt et hav af regler og restriktioner. Det er hvad vognmænd og chauffører udsættes for på Brenner-motorvejen, når turen går gennem Østrig.

ITD mener, der er tale om chikane mod gennemkørende lastbiler og opfordrer til, at Danmark støtter Italien og Tyskland i ønsket om, at få EU til formelt at starte en sag mod Østrig om forholdene.

- Køerne snegler på Brenner-motorvejen, og det er ikke sjældent, at de når en længde på 80 kilometer, siger Stefan K. Schou, adm. direktør i ITD.

- Vi hører om chauffører, der afholder sig fra at spise og drikke i flere timer, fordi der ikke er adgang til sanitære forhold i de mange timer de holder i kø på motorvejen. Det er jo helt uholdbart.

Derfor har ITD-direktøren kontaktet transportminister Thomas Danielsen (V) og opfordreret ham til at tage sagen op i EU’s Rådsmøde for transport, der finder sted i dag torsdag den 1. juni.

- Konkret opfordrer ITD Danmark til officielt at bakke Italien og Tyskland op i ønsket om, at Europa-Kommissionen indleder en sag mod Østrig om forholdene for alpetransporterne.

Der er brug for handling i form af en advarsel til Østrig om at få stoppet deres chikane af udenlandske transporter omgående. Stefan K. Schou

Et hav af restriktioner

- Brenner-motorvejen gennem Østrig er den vigtigste vejforbindelse mellem Italien og Tyskland. Den er af afgørende betydning for mange europæiske transporter, herunder mange danske virksomheder, siger Stefan K. Schou.

- Et af de væsentlige problemer med kørslen på Brenner-motorvejen er de mange restriktioner, som Østrig har indført i forsøg på at mindske trafikken på motorvejen.

- Der er et hav af regler og kørselsforbud, som skaber de lange køer, og det besværliggør transporten for chauffører og vognmænd, der har mange ture til Italien. Det er ren chikane.

- Restriktionerne er eskaleret gennem de seneste år, og det er på høje tid, at der bliver grebet ind over Østrigs mange kørselsforbud i Tyrol. Som vi ser det, er det i strid med europæisk lovgivning, og vi forventer, at Europa-Kommissionen formelt starter en sag mod Østrig for krænkelse af traktaten, siger Stefan K. Schou.

Nyt system ikke en løsning

Østrig har senest bekendtgjort, at de påtænker at indføre et nyt ”slot”-system, hvor man skal booke tid til at køre på motorvejen i forvejen.

ITD tvivler dog på, at dette er en reel løsning på de massive problemer med alpetransporterne.

- Der er helt klart nogle praktiske udfordringer ved sådant et forslag, siger Stefan K. Schou.

- Ofte får vognmændene transportopgaverne ind i sidste øjeblik, og derfor vil de ikke kunne nå at bestille et ”slot”. Og så kan der opstå udfordringer undervejs som for eksempel kø, som gør, at chaufføren ikke når det bestilte ”slot”.

- Derfor ser vi Østrigs forslag som endnu en sten på vejen, der besværliggør transporter gennem Østrig, siger Stefan K. Schou og slår fast at situationen er uacceptabel.

- Jeg håber, at transportministeren kan se det absurde i Østrigs ageren i sagen om alpetransporterne. Der er brug for handling i form af en advarsel til Østrig, om at få stoppet deres chikane af udenlandske transporter omgående. Man kan passende påbyde dem, at tillade natkørsel samt ophæve deres sektorale kørselsforbud med et samme, slutter Stefan K. Schou.

FAKTA OM: Restriktioner i Østrig

Her er nogle af de restriktioner, vognmænd og chauffører mødes med, når turen går til Østrig:

  • Kørselsforbud for tunge køretøjer med dårligere Euro-klasse end Euro-6
  • Natkørselsforbud for tunge køretøjer af alle Euro-klasser.
  • Sektorale kørselsforbud, hvor flere varegrupper ikke må transporteres ad vej.
  • Blokafvikling. Her doserer man fra klokken 05.00 (når natkørselsforbuddet slutter) hvor mange lastbiler, der i timen kan køre ind i Østrig på A12 via grænseovergangen ved Kufstein. I 2023 er der planlagt blokafvikling på 43 dage.
  • Generelle kørselsforbud i weekender og på helligdage

Kilde: ITD

Artiklen er en del af temaet Politik.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078