Energistyrelsen lægger an til markedsdialog om udbud af 9 GW havvind
Regeringen indgik tirsdag en bred politisk tillægsaftale om rammerne for udbuddene af 6 GW ny statslig havvind foruden 3 GW til Energiø Bornholm. Bag aftalen står 10 af folketingets partier.
Med lovgrundlaget på plads, er Energistyrelsen på vej med en markedsdialog, som skal bidrage til at omsætte de politisk aftalte adgangskrav til transparente udbudsbetingelser.
Ifølge en pressemeddelelse fra Energistyrelsen vil markedsdialogen ske hen "over sommeren".
Markedsdialogen skal give "konstruktive input til udbudsmaterialet" og til, "hvordan de besluttede udbudsrammer skal omsættes til udbudsmateriale". Markedets input vil indgå i den konkrete implementering af aftalens politiske krav herunder, hvordan dokumentationskrav og tilsyn indrettes.
Ifølge styrelsen er forundersøgelserne af havbund, natur, miljø, m.v. og forberedelsen af udbudsmaterialet igangsat.
Mulighed for overplanting
Havvindsopstillerne på Nordsøen I, Kriegers Flak II og Kattegat II får med aftalen mulighed for fri overplanting – som betyder frihed til at opstille mere havvind end, hvad der er politisk aftalt.
For havvindparkerne ved Hesselø og Energiø Bornholm er de strategiske miljøvurderinger allerede så langt, at der kun tillades "en mere begrænset overplanting" - for Hesseløs vedkommende er loftet sat til 200 megawatt (MG) til samlet 1,2 GW og på Energiø Bornholm tillades overplanting på 800 MW til samlet 3,8 GW.
Samlet kan aftalen om 9 GW havvind plus overplanting blive til 14 GW og - skriver Energistyrelsen - måske endnu mere.
Energistyrelsen har sammen med konsulenter udarbejdet en række analyser, som lægger den faglige grund for beslutningerne om de 9 GW havvind, blandt andet "Planlægning af fremtidens havvindmølleparker" og "Miljøvurderinger - Energiø Bornholm"
Se den fulde "Tillægsaftale om udbudsrammer for 6 GW havvind og Energiø Bornholm" her.
De 9 GW ny dansk havvind inden 2031
- Energiø Bornholm: 3 GW og potentiel overplanting op til 3,8 GW
- Nordsøen I: Minimum 3 GW plus eventuel overplanting
- Kattegat II: Minimum 1 GW plus fri overplanting
- Kriegers Flak II: Minimum 1 GW plus fri overplanting
- Hesselø: 0,8-1,2 GW
Kilde: Energistyrelsen