23948sdkhjf

Russisk spionskib gik verden rundt: Udstyret med Rockwool

Rockwool har gennem en russisk distributør leveret materialer til isolering af meget omtalt spionskib, der har været direkte involveret i krigen mod Ukraine

Efterretningsskibet “Ivan Khurs” fra Ruslands Sortehavsflåde stjal for nylig overskrifter verden over, da videoer viste skibet blive angrebet af ubemandede ukrainske dronefartøjer.

Nu kan det undersøgende medie Danwatch afsløre, at “ Ivan Khurs” er isoleret med materialer fra den danske industrigigant Rockwool.

Det fremgår af officielle dokumenter fra de russiske myndigheder, som mediet er i besiddelse af. I december 2015 – året efter Ruslands ulovlige annektering af Krim – leverede Rockwools officielle distributør Marine Complex Systems LLC (MKS) således 18.400 kvadratmeter Rockwool-plader til skibsværftet Severnaya Verf. Produkter for over 800.000 kroner, der ifølge kontrakten specifikt skulle bruges til efterretningsskibet "Ivan Khurs".

Ifølge den ukrainske militæranalytiker Alexander Kovalenko spiller "Ivan Khurs" en vigtig rolle for Ruslands flåde i krigen mod Ukraine.

Det 95 meter lange skib har siden 2018 været en del af Sortehavsflåden og er udstyret med antiluftskyts-missilsystem og kraftige maskingeværer. Skibets vigtigste udstyr er dog navigations- og radarsystemer til brug i rekognoscering og efterretningsmissioner.

- Det er et unikt rekognosceringsskib, som den russiske flåde kun har to af. Det bruges til at indhente forskellige typer efterretninger, og det har været direkte involveret i krigen mod Ukraine til netop dette formål, siger Alexander Kovalenko.

Rockwools fabrikker i Rusland er som udgangspunkt ikke underlagt EU-lov og -sanktioner. Rockwool er dog forpligtet til at overholde FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som forpligter virksomheder til at sikre sig, at de ikke bidrager til overtrædelser af menneskerettighederne i alle led af deres værdikæde.

Og Rockwool har et ansvar for at sikre, at selskabets produkter ikke bruges til menneskerettighedsbrud – specielt når salget er sket året efter den ulovlige annektering af Krim, hvor Rusland har stået bag en militær aggression og veldokumenterede brud på menneskerettighederne.

Det fastslår Fernanda Hopenhaym Cabrera, som er medlem af FN's Arbejdsgruppe for Virksomheder og Menneskerettigheder, der er med til at implementere og rådgive om UNGP.

- Hvis deres datterselskab i Rusland sælger til distributører, som så sælger til det russiske militær, så har Rockwool selvfølgelig et ansvar for hele værdikæden. De kan ikke bare sige, at de ikke ved noget om det, siger hun.

Danwatch har stillet en række spørgsmål til Rockwool om Ivan Khurs, men i en mail skriver kommunikationschef, Michael Zarin blandt andet:

“Via distributører er vores produkter bredt tilgængelige på det russiske marked, hvilket også er tilfældet på mange andre markeder. Hverken Rockwool A/S eller vores russiske datterselskaber sælger direkte til russiske slutbrugere eller har et kundeforhold med det russiske militær.”

”I Rockwool plejer vi ikke at kommentere på detaljerne, I spørger ind til, der vedrører konkrete projekt- eller kundeforhold. Men som vi tidligere har udtalt, har Rockwoolomfattende retningslinjer, når det kommer til risikovurderinger og due diligence. Rockwool har overholdt alle Rusland-relaterede sanktioner, hvilket Erhvervsstyrelsen også har konkluderet.”

Tidligere har Rockwool over for Erhvervsstyrelsen erkendt, at virksomheden "har kendskab til, at almindelige isoleringsprodukter – samt isoleringsprodukter til brug i civile applikationer til skibsfarten solgt via de Russiske Datterselskabers eksterne distributører – i visse tilfælde er blevet anvendt i russiske flådefartøjer".

Danwatch har tidligere i samarbejde med Ekstra Bladet dokumenteret, at Rockwools distributør MSK også har leveret Rockwool-materialer til blandt andet tre avancerede fregatter, en isbryder og et støtteskib i den russiske flåde.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11