23948sdkhjf

Ufærdigt sygehus er for småt: Skal udvides for trecifret millionbeløb

Region Syddanmark afsætter penge til en ny femetagers bygning med plads til 50 senge på Nyt Universitetshospital Odense

Byggekraner og håndværkere får lov at arbejde lidt mere på byggeriet af Nyt Universitetshospital Odense (Nyt OUH).

Det står klart, efter regionsrådet i Region Syddanmark på deres møde 19. juni 2023 har godkendt planerne om at udvide hospitalet med en cirka 3.200 kvm stor tilbygning i fem etager, der kan rumme 50 sengepladser og fem - syv akutte ambulantpladser. 

Udvidelsen forventes at koste mellem 100 og 140 mio. kr. og skal finansieres af regionale anlægsmidler de kommende år, oplyser regionen i en pressemeddelelse om udvidelsen af det ufærdige supersygehus.

Klar med resten af sygehuset

Den nye tilbygning skal kobles på hospitalets vestlige ben i forlængelse af Fælles Akutmodtagelsen (FAM) og skal dermed være en naturlig del af den øvrige bygningsmasse. 

På den måde kan udvidelsen ifølge Region Syddanmark opføres separat, og den vil ikke påvirke det eksisterende byggeri på andre måder, end at den gangbro, der skal opføres mellem FAM og heliporten, bliver kortere og dermed billigere end oprindelig planlagt.

Tilbygningen vil få samme struktur som hospitalets øvrige sengeområder og kommer til at indeholde en stueetage, en logistiketage og tre sengeetager. 

Udvidelsen skal stå klar, samtidig med at patienter og medarbejdere tager det øvrige nye OUH i brug.

Større optageområde

Udvidelsesplanerne er en konsekvens af, at der sidste år blev ændret på hospitalets optageområde, i forbindelse med at regionsrådet fastlagde, at patienter fra Kerteminde og Assens kommuner samt de nordlige dele af Nyborg og Faaborg-Midtfyn kommuner i fremtiden hører under OUH frem for Svendborg Sygehus. 

Ændringen betyder, at aktiviteter, der svarer til 50 sengepladser, flytter fra Svendborg Sygehus til OUH og dermed også til det nye OUH, der er under opførsel.

- Da vi i sin tid planlagde byggeriet af det nye OUH, vidste vi ikke, at optageområdet ville blive ændret. Derfor er jeg glad for, at vi har fundet en løsning, hvor vi på relativt kort tid kan udvide antallet af sengepladser, udtaler Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Udvalget for Byggeri, Indkøb og Grøn Omstilling i Region Syddanmark, i pressemeddelelsen.

Artiklen er en del af temaet Politik.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095