23948sdkhjf

Møbeldirektør jagter hænder: – Vi skal bruge alle dem, vi kan få

Holmris B8, der i sidste uge offentliggjorde 2022/23-regnskabet, har fortsat god vind i sejlene. Faktisk så god at der er brug for flere hænder på skuden, men ifølge adm. direktør Flemming Ib Windfeld er kontraktmøbelsælgere efterhånden en uddøende art.

– Branchen er smadderinteressant, men det er jo ikke her, de unge umiddelbart vil ind, lyder det fra direktøren, der forud for sin tiltræden i 2021 selv var uden møbelerfaring.

Dengang greb han roret hos et Holmris B8, der efter en årrække med underskud befandt sig midt i en omstilling fra møbelproducent til design- og salgsvirksomhed, og de to årsrapporter, der siden er landet, har begge budt på gedigne millionoverskud.

Da seneste årsregnskab blev offentliggjort i sidste uge, fortalte Flemming Ib Windfeld, at kontraktmøbelkæmpen modsat mange andre i møbelindustrien ikke har oplevet en afmatning i efterspørgslen. Tværtimod har virksomheden taget hul på regnskabsåret 2023/24 med den højeste ordrebog i Holmris B8’s historie, og det høje aktivitetsniveau kalder altså på ekstra hænder.

Nye kompetencer

Det er dog ingen let opgave, fortæller Holmris B8-direktøren, der oplever, at brancheerfaring med kontraktmøbelsalg bliver stadigt sjældnere.

– Folk med branchekendskab er gerne 40+, og det er en udfordring for os, særligt når vi har planer om at gøre mere på den internationale front – der har vi klart brug for nogle unge, som synes, det er spændende at rejse ud, og som ikke er bundet på samme måde, som man gerne er, når man kommer lidt op i alderen, forklarer han.

Og det er sådan set heller ikke, fordi brancheerfaring er et absolut must, understreger Flemming Ib Windfeld. For virkeligheden i kontraktmøbelland har også været under hastig forandring de seneste år.

– For fem år siden var hovedpunktet, når vi kom ind til en kunde, at vi skulle sælge møbler, de skulle afleveres og monteres, og så var vi videre. I dag er vi med til at lede projekter, fra arkitekten begynder på arbejdet, til vi er helt på plads – på den måde tager vi i højere grad en projektlederrolle, hvor møblerne i sig selv spiller en mindre rolle, forklarede han i sidste uge.

Dermed er der også blevet brug for en bredere vifte af kompetencer hos møbelvirksomheden, der i seneste regnskabsår tegnede sig for knapt 300 fuldtidsansatte.

– Det er ikke kun i salgsorganisationen, men også servicefolk, montører og folk med evner inden for projektledelse, fortæller Flemming Ib Windfeld, der håber at kunne sætte underskrift på en god portion nye ansættelseskontrakter.

– Vi skal bruge alle dem, vi kan få, slår han fast.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093