23948sdkhjf

Landbrugsmuseum renoveret for 400 millioner: Festen for de klassiske biler er begyndt

Classic Car House i Lyngby har været længe undervejs. Nu åbner det nyrenoverede drømmehus til drømmebiler

En længe ventet fest kan fredag gå i gang i Lyngby nord for København.

Ved det gamle Landbrugsmuseum på Kongevejen, lige over for Frilandsmuseet, er der efter flere års nænsom renovering af den gamle hovedbygning - samt en hel del nybyggeri i den dyrere ende - opstået et nyt 25.000 kvm stort oplevelsesunivers for klassiske biler.

Classic Car House er navnet, og bygherren K.W. bruun og Co. har brugt i omegnen af 400 mio. kr. på byggeri, renovering og indretning til det, der skal være et drømmehus til drømmebiler. Et mekka for vintage-køretøjer bygget i en tid, da formerne var kurvede, køreoplevelsen skrumplet, og benzin var noget, man brændte af uden dårlig samvittighed.

Baggrunden er, at Lyngby Byråd i januar 2021 vedtog en lokalplan, der gav mulighed for at etablere et nyt museum for klassiske biler i det gamle landbrugsmuseum på Kongevejen - og en café i den gamle hovedbygning Virumgård.

Mange funktioner

Fredag eftermiddag gik festen i gang med rundvisning og middag for særligt inviterede. Lørdag åbner bilhotellet og samlingspunktet for bilentusiaster så officielt.

Da Licitationens rådgivermagasin Arkbyg i februar 2022 mødte Casper Santin, adm. direktør hos Classic Car House, på byggepladsen - hvor der helt klart var flere gravemaskine end elegante 50'er-biler - fortalte han begejstret om projektet, der også indeholder en bevaring af den gamle lindeallé. Den giver en majestætisk entré op til det nye oplevelsesunivers.

- Vi får plads til omkring 300 biler og jeg kan se, at interessen er der. At det er en bevaringsværdig bygning, som vi har postet en del penge i, har også været populært hos naboerne, sagde han.

I forbindelse med projektet på Kongevejen 79 er der også blevet etableret et lysreguleret kryds ved Kongevejen/Bjørn Wiinblads Vej lige nord for projektområdet.

- Det vigtigste er, at der kommer stor tilslutning til vores bilhotel. Men ud over det og oplevelsescentret vil der være en restaurant, så der også er noget for alle i byen en tirsdag aften, selv om man ikke nødvendigvis er medlem af bilklubben, tilføjede han.

Virumgård og Classic Car House skal også rumme en museumsbutik, restaurant, møde- og selskabslokaler, og der bliver mulighed for udendørs arrangementer. Desuden opføres kontorer, lager, bilhandel og værksteder på området.

Det er arkitekterne Lundgaard & Tranberg, der har skitseret det nye bilhotel og oplevelsescenter. EK Entreprise har været entreprenører.

Det sker ved åbningen

Når det 25.000 kvm store oplevelsesunivers med op til 300 klassiske biler lørdag 19. august åbner, vil de besøgende kunne tage et skridt tilbage i tiden og træde ind i en tidslomme "fyldt med nostalgi, charme og tidsløs elegance", som Classic Car House skriver om åbningsfesten.

De præsenterer en ny premiereudstilling, og inviterer til at gå på opdagelse i oplevelsesuniverset, hvor der er noget at fordybe sig i for alle. 

Man kan blandt andet designe sin bil med farver, lys og lyd, opleve Le Mans gennem 100 år samt se en svævende 2CV.

Classic Car House

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063