23948sdkhjf

Med syv års forsinkelse - Vejdirektoratet afleverer Niels Bohr Bygningen til KU

Efter år med forsinkelser og problemer har Vejdirektoratet torsdag meddelt, at Niels Bohr Bygningen nu er overdraget til Københavns Universitet. Det er dog ikke ensbetydende med at det milliarddyre byggeri er klar til indflytning, meddeler KU.

Universitetet overtog delvist Bohr Bygningens kontor- og undervisningsbygning i 2019 og fik i januar fuldt overdraget kontorbygningen. Men den over dobbelt så store forsknings- og laboratoriebygning har ladet vente på sig, og Vejdirektoratet har talrige gange udskudt datoen for, hvornår byggeriet, der oprindeligt skulle stå færdigt i 2016, ville være i mål.

Nu meddeler Vejdirektoratet, at byggeriet er færdiggjort, og i en pressemeddelelse medgiver anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen, at det har været en hård fødsel.

- Der er ingen tvivl om, at Niels Bohr Bygningen har været lang tid undervejs. Det har været et kompliceret og vanskeligt byggeri, og forsinkelserne har været til gene for mange studerende og forskere. Men nu er alle væsentlige fejl og mangler udbedret, og nybyggeriet vil komme universitetets mange brugere til gavn, siger han.

Indflytningsdato ukendt

I maj kunne Information berette, at der siden indflytningen i 2019 var trængt vand ind igennem facaden med en deraf følgende bekymring for skimmelsvamp, og ifølge Vejdirektoratet skyldes seneste forsinkelse 10.000 fejlbehæftede brandlukninger, der har skullet udskiftes.

– Som de fleste ved, har der været store udfordringer med forskellige entreprenører allerede før, Vejdirektoratet fik til opgave at færdiggøre Niels Bohr Bygningen. Men nu er vi langt om længe nået til, at Københavns Universitet kan begynde at planlægge sine indflytningsaktiviteter parallelt med udbedringen af mindre mangler samt finjusteringer og reguleringer af de tekniske anlæg, siger Erik Stoklund Larsen.

Indflytningen forventes dog ikke at ske lige med det samme. I et mailsvar til Licitationen – Byggeriets Dagblad oplyser KU’s vicedirektør Uffe Gebauer Thomsen, at der fortsat udestår gennemgang af mangler og udbedring af de ting, som er nødvendige for, at laboratoriehuset kan tages i brug.

”Derfor må medarbejdere og studerende fortsat væbne sig med tålmodighed. Indflytningsplaner udarbejdes og opdateres løbende,” skriver vicedirektøren.

Han oplyser desuden, at det er KU’s egen byggeafdeling, der står for det nødvendige vedligehold og udbedring i de ”få lokaler i kontorhuset, hvor der er konstateret skimmelsvamp”.

Heller ikke universitetsdirektør Søren Munk Skydsgaard er klar til at sætte endelig dato på en forestående indflytning.

– Som det gælder for ethvert andet lejemål efter overtagelse, så registrerer vi nu bygningens tilstand, og det vil der gå noget tid med, ligesom det kan betyde behov for udbedringer. Vi skal også lære huset at kende og sikre, at huset er klar til det avancerede udstyr, der skal ind i bygningen, hvorfor der vil gå et stykke tid, før forskere og studerende kan flytte ind, udtaler han i pressemeddelelsen fra Vejdirektoratet.

Licitationen – Byggeriets Dagblad arbejder på at indhente yderligere kommentarer.

Artiklen er en del af temaet Samfund.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094