23948sdkhjf

Fem danske bygningsværker optages på Verdensarvsliste

Vadehavet og Kronborg får selskab af ringborge i blandt andet Køge og Hobro på liste over verdensarv

Unesco har søndag besluttet at optage fem danske ringborge fra vikingetiden på Verdensarvslisten.

Det er sket på en samling i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

Dermed har Danmark nu i alt 12 steder fordelt i hele landet, hvor man kan opleve verdensarv.

Det er blandt andet Vadehavet i Sønderjylland og Kronborg i Helsingør.

De fem ringborge er Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Trelleborg i Slagelse og Borgring i Køge.

At de nu kan kaldes verdensarv er kæmpestort. Det mener kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

- Ringborgene fortæller jo historien om Danmark. Fra vikingetiden og asatro til den kristne tro og Danmark som en samlet nation.

- Der er tale om helt uvurderlig kulturarv. Det bliver nu anerkendt fra allerhøjeste sted som en del af verdenshistorien. Det, synes jeg, er kæmpestort for Danmark, siger ministeren.

Han peger desuden på, at de fem kommuner nu vil kunne se frem til, at flere turister fra både nær og fjern vil kigge forbi.

Faktisk kan der blive tale om fordoblede besøgstal eller måske endnu mere. Det vurderer Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev.

- Der er jo turister, der decideret rejser rundt for at se Unesco-steder. Det forstår man jo godt, for der er tale om monumenter, der har betydning for hele menneskeheden.

Ringborgene blev opført i perioden omkring år 980. De kædes sammen med kong Harald Blåtands samling af det danske rige.

Foruden den historiske betydning er fæstningerne også unikke i en arkitektonisk forstand, siger museumsdirektøren.

- Der findes ringborge andre steder i Nordeuropa, men ingen der er skabt så perfekt som de danske. De er fuldstændigt symmetriske.

- Så det er nogle helt unikke militære konstruktioner, som kun findes i Danmark.

Unesco er en organisation under FN. Den beskæftiger sig med uddannelse, videnskab og kultur.

Arbejdet med at få vikingefæstningerne på listen over verdensarv har været 16 år undervejs.

Det skyldes blandt andet, at man har måttet ansøge to gange, før det lykkedes. Første gang gik det i vasken, fordi Sverige trak sig fra en fælles ansøgning for fem lande.

Danmark arbejdede derefter videre med sin egen ansøgning.

Kulturministeren har endnu ikke nogen steder i kikkerten, som han mener skal være Danmarks næste bud på en tilføjelse til Verdensarvslisten.

- Der er jo mange steder, der er betydningsfulde. Næste ansøgningsproces begynder lige om lidt, men strækker sig over flere år, så jeg er åben for gode forslag, siger Jakob Engel-Schmidt.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109