23948sdkhjf

Midtjysk elektronikvirksomhed bliver første med anerkendt certificering: - Det er ikke et slutmål for os

Den midtjyske elektronikvirksomhed Upström har sikret sig den vigtige B Corp-certificering.

Stifterne af Upström, Jacob og Casper Sabir, har, siden de grundlagde virksomheden, haft en mission om at drive forretning med bæredygtige principper, og derfor er B Corp-certificeringen et vigtigt skridt på vejen og en blåstempling af deres arbejde.

– At drive en ansvarlig virksomhed handler om at balancere mennesker, profitskabelse og vores planet, og derfor er vi stolte af at blive en del af B Corp-bevægelsen, siger Jacob Sabir i en pressemeddelelse.

Om B Corp

  • B Corp er en global bevægelse af virksomheder med "et mål om at redefinere det, der skaber succes i erhvervslivet".
  • På verdensplan er der 7400 B Corp-virksomheder, der med certificeringen beviser, at virksomhederne gennem deres forretning arbejder for at skabe positiv samfundsforandring.
  • B Corp-processen vurderer virksomheders 360 graders bæredygtighedsprofil indenfor miljømæssig, etisk og social bæredygtighed.
  • Siden 2015 er 70 danske selskaber blevet B Corp-certificeret.

Kilde: B Corp

Han understreger dog, at certificeringen ikke må blive en sovepude.

– B Corp er for os ikke et slutmål eller endnu en certificering i rækken. B Corp er en adgangsbillet til at være blandt de globale ledere for skabelse af en inkluderende og retfærdig økonomi. Det kan godt lyde meget højtravende og ukonkret, men B Corp er præcis det modsatte. Det er ekstremt konkret og transparent, lyder det fra Jacob Sabir.

Kommer udvikling i forkøbet

Upström er ifølge dem selv den første nordeuropæiske elektronikvirksomhed, der modtager B Corp-certificeringen, og generelt er der potentiale for mere bæredygtighed i branchen.

Det mener Nicoline Olesen, der er head of communication for B Corp i de nordiske lande.

– Elektronikbranchen er helt sikkert en af de næste brancher, man kommer til at kigge på. Derfor giver det god mening, at Upström er på forkant og tager stilling til, hvordan de driver deres virksomhed. Samtidig handler det om at have fokus på, hvordan man kan maksimere det positive output og ikke kun om at minimere det negative output. Det gør Upström ved at tage stilling og være forud for lovgivningen på området, og det er bestemt positivt, siger Nicoline Olesen.

Om Upström

  • Stiftet i 2019 af brødrene Jacob og Casper Sabir.
  • Holder til i Gjern i Midtjylland.
  • Producerer mobiltelefonudstyr som opladere, adaptere og kabler af genbrugte, genanvendte og på anden vis bæredygtige materialer.
  • Fik i 2023 B Corp-certificeringen, der beviser en virksomheds bæredygtighed på tværs af sociale, etiske og miljømæssige forhold.

Kilde: Upström

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128