Så blev det et ja: Vejen banet for byggeri af Aarhus’ nye storstadion
Kritik sendte godkendelsen af Aarhus’ nye store fodboldstadion i forlænget spilletid. Men onsdag lød sidste fløjt, da Aarhus Byråd vedtog en lokalplan for byggeriet på den ikoniske placering for enden af Stadion Allé.
Efter planen går byggeriet allerede i gang til januar, så der kan fløjtes til kamp på det nye stadion midt i 2026 med plads til 22.000 siddende tilskuere og op til 24.000 tilskuere i alt.
Kritikken, som har forsinket godkendelsen af lokalplanen, går i hovedtræk på, at stadionbyggeriets CO2-udledning er mange gange højere end kommunens egne klimakrav til byggerier over 1.000 kvm. En lejeaftale mellem Aarhus Kommune og fodboldklubben AGF mangler også godkendelse – Ankestyrelsen skal vurdere aftale, men er ikke begyndt at sagsbehandle. Endelig er der bekymringer om, hvad man gør, hvis budgettet viser sig ikke at holde.
Tidsplan for Nyt Aarhus Stadion
2024
- Juni: Kollegiebygning, TD-hallen og Sportens Hus nedrives
- December: Hele stadionområdet inddrives til byggeplads
2025
- Januar - juli 2026: Afvikling af kampe på midlertidigt stadion
2026
- Juli: Indvielse af nyt stadion
Kilde: AGF
Donationer på en halv milliard
Det nye stadion bliver opført i et partneringsamarbejde mellem Aarhus Kommune som bygherre, Team Zaha Hadid som totalrådgiver og A. Enggaard som hovedentreprenør.
Først skal tribunerne på det eksisterende stadion på samme placering dog brydes ned, hvilket kommer til at ske i etaper, alt imens fodboldklubben AGF fortsat spiller sine Superliga-kampe på plænen i hele 2024.
Den samlede økonomiske ramme for stadionprojektet er på 650 mio. kr. Med store donationer bidrager Salling Fondene og Lind Invest med hver 250 mio. kr. AGF skyder 150 mio. kr. ind i projektet fra fremtidige, øgede driftsindtægter.
Referencen til naturen
Sidste år i december blev det afsløret, at et team med tegnestuen Zaha Hadid i spidsen havde vundet konkurrencen om at tegne det nye fodboldstadion til Aarhus beliggende både bynært og naturskønt i Kongelunden.
Et markant arkitektonisk træk ved det nye stadion bliver de høje, slanke søjler, der buer udad i toppen og refererer til skovens træer. Facaden opføres i lodrette lameller.
Foran stadion bevares Høgh-Hansens historiske røde bygning, Stadionhallerne. Mellem det nye stadion og nabobygningen med en sportsarena bliver der etableret en ny, stor og offentligt tilgængelig plads.
Skovens Arena
Skovens Arena, arbejdstitlen på Aarhus' nye fodboldstadion, er inspireret af skoven og de store træer i Kongelunden. Projektet er udarbejdet af Team Zaha Hadid Architects, Tredje Natur og Sweco.
Den arkitektoniske profil forholder sig tæt til sin historiske kontekst ved Stadion Allé, skoven og kirken. Karakteristisk er de hvide søjler, som er inspireret af de omgivende træers profiler – de strækker sig op, rækker ud og dækker områderne omkring stadion samtidig med, at de danner en kæmpe krone, der favner hele stadion.
- Vores forslag er inspireret af den omgivende skov og klubbens historie. Med projektet skaber vi et væld af offentlige rum, der kan bruges 365 dage om året, og stadion bliver et smukt vartegn for byen. Det inkorporerer de højeste standarder indenfor miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed i alle aspekter af designet og konstruktionen, siger Gianluca Racana, Direktør i Zaha Hadid Architects.
Artiklen er en del af temaet Kultur.