23948sdkhjf

5 sømil pr. time - Ikonisk fyrskib er klar til at stå til søs igen

Vestkyst-værft vandt opgaven med nænsom restaurering af ikonisk fyrskib 

Rettet: I den første udgave fremgik det i rubrikken, at det var 5 knob pr. time, som fyrskibet kom til at sejle med. Dette er selvsagt ikke korrekt, og er nu blevet rettet. Udsagnet fremgår dog fortsat af et citat længere nede i teksten, da denne oplysning stammer fra den officielle meddelelse fra M/S Museet for Søfart.   

Et stykke flydende Danmarkshistorie forlader mandag Helsingør Havn med kurs mod restaurering i Hvide Sande. 

Takket være en fondsbevilling i 2021 kommer det historiske 'Fyrskib nr. XVII Gedser Rev' nu på værft for at blive restaureret og bevaret. 

Efter et større EU-udbud har det danske værft Hvide Sande Shipyard vundet opgaven med at restaurere skibet, og en slæbebåd er nu på vej til Helsingør for at bugsere skibet til Hvide Sande. 

Efter planen forlader fyrskibet Helsingør mandag, men lige nu holder skibets frivillige skarpt øje med vejrudsigten. Vejret skal nemlig være helt rigtigt, før det flydende stykke Danmarkshistorie bliver sat på slæb, sejlet ud af Helsingør Havn og frem til Hvide Sande.

- Fyrskibet skal bugseres hele vejen fra Helsingør op over Skagen og ned til Hvide Sande. Derfor skal vejret være helt optimalt. Det er det nu med de stille dage uden vind”, fortæller formand for det frivillige laug omkring 'Gedser Rev', Jens Broch. 

Han fortsætter: 

- De kommer til at sejle med 5 knob i timen, så det bliver 24 spændende timer, og vi kommer til at følge det tæt.

Fyrskib og redningsplanke

Fyrskibet 'Gedser Rev'  har en enestående historie bag sig.

 Skibet var redningsplanke for flygtninge fra DDR, der i begyndelsen af 1960’erne sejlede ud til skibet i hjemmebyggede kajakker eller både i håb om at blive reddet i land til et liv i frihed i vesten. De sidste fem år har frivillige arbejdet med at restaurere fyrskibet, men det mere end 100 år gamle skib har brug for at få udskiftet dele af træværket for at sikre kulturarven.

I dag ligger fyrskibet i Historisk Havn i Helsingør ved M/S Museet for Søfart, men var i mange år et vartegn i Nyhavn, hvor skibet lå efter at det havde aftjent sin værnepligt under den kolde krig. Direktør Anni Mogensen fra M/S Museet for Søfart fortæller:

- Fyrskibet "GEDSER REV" i Helsingør er et fantastisk eksempel på samarbejde mellem museer, kommune og frivillige om et fælles formål: At bevare og formidle den maritime kulturarv. Fyrskibet har været vidt omkring og har tjent både i Odense, Helsingør, Gedser, Kalundborg, Fåborg , København til Gilleleje. Skibets lange historie er et godt eksempel på, hvordan vi gennem tiden har passet på den dyrebare skibsfart.

Skibet er bygget i 1895, og ejes af Nationalmuseet, men er langtidsudlånt til Helsingør Kommune.

- Fyrskibet GEDSER REV er en af flere kulturhistoriske genstande fra Nationalmuseet, som kan opleves ude i landet. Det er vigtigt for os, at vores genstande udlånes og udstilles i hele landet, så kulturhistorien kan opleves af flest mulige. Sammen med vores historiske skibe i Holbæk fortæller Fyrskibet GEDSER REV om den maritime Danmarkshistorie, siger Bobo Magid, samlingschef på Nationalmuseet.

Borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K), glæder sig over, at Gedser Rev kommer på værft og ser frem til, at Fyrskibet snart kommer hjem igen:

- Engang lå Fyrskibet ved Kronborg og advarede skibe om den farlige lappegrund lidt nord for Helsingør. For fem år siden kom Fyrskibet tilbage til Helsingør og det fortæller, hvordan vi i godt samarbejde med M/S Museet for Søfart er i fuld gang med at genopdage vores maritime rødder. Sammen med det maritime værksted i Hal16, bådebygger og sejlmageruddannelserne, bygger vi bro mellem byens stolte håndværksmæssige traditioner og de store planer om at etablere nye maritime erhvervsuddannelser i de gamle værftshaller i Helsingør.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 9,5 millioner kr. til restaurering og formidling af fyrskibet 'Gedser Rev'. 

Artiklen er en del af temaet Kultur.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078