23948sdkhjf

Speditørernes formand: Logistik er ikke bare transport – det er geopolitik

Danske Speditørers formand Jesper E. Petersen ser branchen som en integreret del af Europas forsyningssikkerhed og kritiske infrastruktur – og advarer mod at lade logistik betale for geopolitik.

Geopolitik, toldsystemer, rederiernes markedsposition og en grøn vejafgift med tvivlsom effekt. Det var nogle af de temaer, Jesper E. Petersen, CEO i NTG Road og formand for Danske Speditører, satte spot på i sin årsberetning ved brancheforeningens generalforsamling torsdag den 8. maj.

Og han lagde ikke skjul på budskabet: Speditørerne er ikke længere bare ’nogen, der flytter varer’. Speditionsbranchen er rykket tættere på kernen i Europas sikkerhed og forsyning.

De seneste års kriser – fra invasionen af Ukraine til angreb i Det Røde Hav og grænseblokader i EU – har understreget, at logistik er en strategisk ressource. Ifølge formanden må både politikere og samfund anerkende, at speditører og transportører er uundværlige i opretholdelsen af samhandel, forsyning og stabilitet.

Når EU’s eller Danmarks udenrigspolitik ændres, får det direkte konsekvenser for handelsruter, omkostninger og kunders forsyningskæder. 

- Det er en kompleks balancegang. På den ene side har vi samfundets og transportkøbernes ønske om forsyningssikkerhed, pris og leveringshastighed – og på den anden side har vi de etiske og politiske overvejelser i forhold til at benytte ruter gennem eksempelvis Rusland. Disse forhold er ikke blot udenrigspolitiske spørgsmål. Det er forhold, som rammer direkte ind i vores virkelighed som speditører og transportaktører, og som influerer på vores muligheder for at løfte vores kerneopgave, sagde Jesper E. Petersen.

Han advarede samtidig mod at lægge yderligere byrder over på logistikbranchen i form af afgifter eller administrative benspænd i klimaets eller sikkerhedens navn, uden at effekterne er dokumenterede.

CBER er fortid – og konkurrencen er styrket

Et andet nøglepunkt i beretningen var EU’s beslutning om at afskaffe CBER – den særlige gruppefritagelse for rederier, som Danske Speditører længe har kæmpet imod. Nu gælder der igen ens konkurrencevilkår for alle parter i transportkæden, påpegede formanden.

Det er ikke nok at afskaffe fritagelsen. Derfor opfordrede speditør-formanden til, at konkurrencemyndighederne holder øje med rederiernes forretning på land – eksempelvis inden for lager og last-mile-logistik. 

- Vi opfordrer til, at myndighederne følger op på CBER-ophævelsen med et mere effektivt tilsyn, så vi sikrer, at konkurrencen forbliver sund og fair. Ikke mindst for transportkøberne.

Told, teknologi og tæt kontakt til embedsværket

Det danske toldsystem DMS og dets tekniske problemer blev også nævnt i beretningen – med både kritik og konstruktiv vilje. Danske Speditører har ifølge Jesper E. Petersen prioriteret samarbejdet med Toldstyrelsen frem for offentlig skyttegravskrig.

- Man kan råbe det ud over Rådhuspladsen, og det hører mange. Man kan også råbe for sig selv og derpå tage telefonen, ringe til Toldstyrelsen og finde en løsning. Vi benytter den sidste model, sagde han med henvisning til det igangværende arbejde med DMS-importsystemet, hvor flere medlemsvirksomheder deltager som piloter.

Grøn logistik kræver intelligent afgift – ikke bare en krigskasse

Med kilometerafgiften, som trådte i kraft 1. januar 2025, tager Danmark et stort skridt mod grønnere vejtransport. Men Jesper E. Petersen understregede, at afgiften skal tilbageføres til branchen – og ikke bruges som et ekstra provenu i statskassen.

- Afgiften må ikke ende som en dansk "krigsskat. Vi arbejder for, at kilometerafgiften bliver smartere - og så skal grønne løsninger belønnes mere direkte. Vi mener helt klart, at de penge, som staten får ind via afgiften, skal tilbage til branchen – f.eks. som støtte til investering i klimavenlige køretøjer eller ny teknologi.

Branden på Børsen

Afslutningsvis pegede Jesper E. Petersen på foreningens brede indsats i det seneste år – fra webinarer og juridisk rådgivning til politisk påvirkning i Bruxelles.

Og så var der branden den 16. april på Børsen, som betød, at Danske Speditører pludselig stod uden kontor.

- Det førte til en hurtig – og faktisk imponerende – omstilling, hvor vi nu er godt etableret i egne lokaler, endda med egne undervisningslokaler, centralt i København. Det er ikke bare en midlertidig løsning, men en god og professionel base for vores videre arbejde, sagde Jesper E. Petersen og sluttede af med at konstatere, at speditørerne skal holde skarpt fokus på forsyningssikkerheden og den økonomiske stabilitet. 

- Med de udfordringer vi ser i verden lige nu, er det helt afgørende, at der bliver lavet politiske tiltag, som gør vores forsyningskæder stærkere og mere robuste. Det er nødvendigt, hvis vi vil sikre vækst, tryghed og den grønne omstilling i de kommende år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109